Forskernes hemmelige klub fylder 50

Hver sommer samles omkring 30-40 af USA's topforskere i La Jolla ved San Diego for i topsikrede lokaler at arbejde med problemstillinger for de amerikanske forsvarsmyndigheder.

Gruppen, der kalder sig Jason, og hvis medlemmer også kendes som Jasons, blev samlet første gang i 1960 - så sommermødet i år bliver nummer 50 i rækken.

Jason er omgærdet af et betydeligt hemmelighedskræmmeri og er ukendt for mange selv i videnskabelige kredse. Historien om Jason har aldrig tidligere været fortalt på dansk.

Gruppen er selvsupplerende, og der findes ingen officiel medlemsliste. Ingen har kendskab til gruppens arbejdsmetoder ud over det, som enkelte medlemmer selv ønsker eller har lov at fortælle.

Når Jason ved sjældne lejligheder omtales i offentligheden, sker det ofte som "en uafhængig gruppe af forskere, der vejleder den amerikanske regering i spørgsmål om videnskab og teknologi". Det er ikke forkert, men det giver slet ikke et retvisende indtryk af, hvilken speciel gruppe Jason i virkeligheden er.

Det begrænsede indblik, som i dag eksisterer i gruppens virke, baserer sig først og fremmest på et forskningsprojekt af videnskabshistorikeren Finn Aaserud, som i dag er leder af Niels Bohr Arkivet på Blegdamsvej i København, fra midten 1980'erne samt en bog af journalisten Ann Finkbeiner fra 2006.

Bortset fra interview til Aaserud og Finkbeiner har Jason med Ann Finkbeiner ord gennem årene udvist en "allergi mod offentlighed".

Første Verdenskrig var kemikernes krig, men Anden Verdenskrig var fysikernes. Og det er her, forhistorien om Jason begynder.

Mange af fysikerne, som var tilknyttet Manhattan-projektet, der udviklede de amerikanske atombomber, mente, at de stadig skyldte nationen at stille deres ekspertise til rådighed, når den nationale sikkerhed var truet. Det følte mange, at den var, da russernes teknologiske formåen ved opsendelsen af Sputnik 4. oktober 1957 chokerede amerikanerne.

Det fik fysikerne John Archibald Wheeler (1913-2008) og Eugene Wigner (1902-1995) til sammen med økonomen Oscar Morgenstern (1902-1977) at samle en gruppe på 22 yngre forskere i sommeren 1958 for at studere emner af betydning for den nationale sikkerhed.

Mødet blev kaldt Project 137 - ikke fordi der havde været 136 andre projekter før, men fordi en af fysikkens fundamentale størrelser, finstrukturskonstanten, har en dimensionsløs værdi på ca. 1/137.

Blandt deltagerne var Marvin (Murph) Goldberger og Kenneth Watson. De blev to af de ledende personer, der sammen med bl.a. Charles Townes fik gjort Defense Advanced Research Projects Agency (dengang kendt som ARPA, senere som DARPA) interesseret i at etablere en permanent organisation af unge, lovende fysikere, som ARPA kaldte Project Sunrise.

Det var Murph Goldbergers hustru, Mildred, der foreslog det mere mundrette Jason - dels fordi det lød godt, dels fordi gruppen ligesom Jason og argonauterne, der i den græske mytologi jagtede det gyldne skind, havde en helteagtig mission.

Aftalen blev, at Jason fast skulle mødes i seks-syv uger i den periode, hvor de amerikanske universiteter holdt sommerlukket, og det var almindeligt, at det videnskabelige personale skaffede deres egen løn gennem konsulentarbejde.

De hemmelige rapporter

De første år arbejdede Jason, uden at offentligheden kendte noget til organisationen. Det var Vietnamkrigen, der bragte aktiviteterne frem i lyset.

To fremtrædende Jason-medlemmer, Steven Weinberg og Freeman Dyson, var med til at afveje fordele og ulemper ved at bruge små taktiske kernevåben til at bombe broer. Rapporten blev først frigivet 20 år senere.

Et andet forslag udviklet omkring samme tid blev dog allerede kendt i 1971 gennem artikler i New York Times og Washington Post. Som et alternativ til bombning af Nordvietnam havde Jason udviklet de første principper for elektronisk krigsførelse i form af elektronisk overvågning af fjendens militære operationer.

Da luftvåbenet ikke så det som et alternativ, men som et supplement, blev Jason via artiklerne direkte sammenkædet med optrapning af aktiviteterne i en upopulær krig.

Et andet militærprojekt, Stjernekrigsprojektet, fik også betydning for Jason og videnskaben generelt.

I begyndelsen af 1980'erne bidrog Jason og primært Freeman Dyson afgørende til udviklingen af adaptiv optik, herunder brugen af såkaldte "kunstige stjerner" frembragt i atmosfæren med hjælp af lasere. En teknik som i dag bruges i de store teleskoper på Jorden til at ophæve de forstyrrende effekter, der skyldes variationer i lysets udbredelse i atmosfæren, og som gør billeder taget på Jorden af fjerne stjerner uskarpe.

På grund af betydningen for Stjernekrigsprojektet var Jasons rapporter om adaptiv optik i flere år klassificeret, så de ikke kunne komme til astronomernes kendskab. De blev først offentliggjort, da franske forskere senere begyndte at komme på samme tanker.

»Men hemmeligholdelsen forhindrede fortsat udvikling inden for adaptiv optik med ti år,« erkender Dyson i Finkbeiners bog.

Disse eksempler illustrerer ganske godt problemstillingen om universitetsansatte forskere bør rådgive i militære spørgsmål, eller om de skal forholde sig uafhængige.

Det er ikke problemstilling, som Finn Aaserud ønsker at forholde sig direkte til.

»Dog tror jeg nok, at Jason til tider har været naive med hensyn til den kontrol, som de mente, de havde over konsekvenserne af deres arbejde, « siger han.

Hvorvidt der i Jasons stadig hemmeligholdte rapporter findes flere eksempler på banebrydende teknologi, som kan være til nytte og gavn, kan der kun gisnes om.

Jason fremhæver dog, at de snarere end at udvikle ny teknologi generelt har været bedst til at skyde en række vanvittige projekter og ideer tidligt ned og på den måde har sparet myndigheder for betydelige beløb.

Jasons usikre fremtid

Jason er enestående ved, at gruppen på egen hånd vælger sine medlemmer og sine opgaver. Jason bestemmer selv, hvad den vil studere - og dens medlemmer bestemmer selv, hvilke projekter de vil arbejde på. Den løsthængende organisation ledes af en Steering Committe, hvis formand for tiden er professor Roy Schwitters fra University of Texas.

Jasons egenrådighed illustreres af, at DARPA, som betalte Jasons udgifter, i 2002 forsøgte at få tre navngivne personer med i gruppen. Jason sagde blankt nej.

Så fyrede DARPA Jason, som i stedet gik et led over DARPA i hierarkiet i forsvarsministeriet og skaffede midler til sit fortsatte virke.

Spørgsmålet er dog, om Jason har en fremtid. Ann Finkbeiner citerer en af Jasons medstiftere, Murph Goldberger, for ordene: "Institutioner overlever ofte den opgave, de var sat til at løse".

Hun fremhæver dog, at Jason ofte er arrogant og naiv, men gruppen er enestående i at kunne give råd uden politiske hensyn. William Perry, der var forsvarsminister under Bill Clinton fra 1994-1997, er enig:

»Jason er en fantastisk gruppe og præcis så smarte, som du ønsker, at de skal være. Det vil være en enorm fejltagelse ikke at lytte til deres råd,« siger han i Finkbeiners bog.

Men alligevel kan Jason næppe fortsætte helt på samme måde i fremtiden. I dag er det sværere for topforskere at forlade en forskningsgruppe midt i spændende projekter og rive syv hele uger ud af kalenderen om sommeren for at studere andre spørgsmål. Mange pendler nu til sommermøderne i La Jolla frem for at medbringe familien, som var sædvanen i gamle dage.

Når mange af de gamle, personificeret ved den nu 85-årige Freeman Dyson, stadig hænger ved til trods for den oprindelige idé om fornyelse, er det ifølge Finn Aaserud, fordi de nyder at være sammen og værdsætter hinandens intellekt.

»Det er nok det bedste argument for at tiltrække yngre kræfter, men jeg er mest tilbøjelig til at mene, at Jason nok har overlevet sig selv,« konstaterer han.

Dokumentation

Se listen over Jason-rapporter 1963-2008 på nettet
Liste over forhenværende og nuværende medlemmer af Jason (ukomplet)
Finn Aaseruds interview med Kenneth Watson
Finn Aaseruds interview med Freeman Dyson
Finn Aaseruds interview med Marvin (Murph) Goldberger
Finn Aaseruds interview med Charles Townes

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Første Verdenskrig var kemikernes krig, men Anden Verdenskrig var fysikernes

Hvem får æren for tredje verdenskrig ?

  • 0
  • 0

Ifølge Simon Singh[1]: Tredje verdenskrig bliver 'Matematikernes krig', da informationer (digitale mm) bliver en så vigtig ting at det bliver integreret i krigsførelse (og er det allerede), se bare på Ruslands indsats i Georgien, hvor russiske hackere lagede store dele af den georgiske IT-infrastruktur ned. Da alle former for moderne kryptering/kryptoanalyse bygger på talteori mm er det matematikere der skal lave koderne og bryde dem igen..... (Her fraregnet 'script kiddies' som ikke kan bruges til avancerede militære systemer)

[1]: Simon Singh, The code book

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten