Forskerhold i USA og Europa: Kræftstamceller skaber kræftknuder

I fremtiden kan læger muligvis nøjes med at fjerne særlige stamceller ved behandling af kræft. Tre forskellige forskerhold har nemlig fundet ud af, at særlige kræftstamceller står bag dannelsen af tumorer, og ved at fjerne stamcellerne fjerner man også kræften.

I mange år har forskere forgæves forsøgt at finde de særlige stamceller, men nu er det endelig lykkedes at finde stamcellerne i henholdsvis hjerne-, hud- og tarmkræft hos mus.

Blandt forskere har der længe hersket en teori om, at der findes kræftstamceller, som producerer andre typer celler i en kræfttumor, på samme måde som almindelige stamceller står for produktionen af celler.

Markør afslørede stamceller

For at finde stamcellerne brugte amerikanske forskere en markør, som normalt bruges til at markere almindelige raske stamceller. Men forskerne brugte markøren på en type hjernekræft kaldet glioblastoma.

Med markøren kom de frem til, at alle tumorer indeholder enkelte markerede celler, som altså formodes at være stamceller. Desuden indeholder hver tumor mange umarkerede celler, som formodes ikke at være stamceller. Forskergruppen har udsat tumorerne for almindelig kemoterapi, som har vist sig kun at dræbe de umarkerede celler. Og herefter er tumorerne groet frem igen.

Deres yderligere undersøgelser har vist, at de umarkerede celler stammer fra de markerede celler.

De har desuden sammensat kemoterapien med en anden metode for at få ram på de markerede celler. Her er det lykkedes at få tumorerne skrumpet ind til levn, som ikke ligner tumoren fra hjernekræften glioblastoma, lyder det fra det amerikanske forskerhold, der er ledet af ph.d. Luis Parada fra University of Texas Southwestern Medical Center i Dallas.

Forskerhold i Belgien og Holland fandt også stamceller

Den anden opdagelse fandt sted i Holland, hvor stamcellebiolog Hans Clevers ved Hubrecht Institute i Utrecht og hans kolleger undersøgte tarmkræft.

Hans Clevers' forskergruppe har tidligere vist, at en markør for raske stamceller i tarmen også markerer stamceller i godartede tumorer i tarmen, der er forstadier til kræfttumorer i tarmen.

Hans Clevers' opdagelse har forskerne brugt i deres seneste studie. Her har de haft mus med gener, som reagerer på midler udefra. Ved at aktivere markøren er der skabt tumorer i én farve bestående af flere typer celler. Herefter har forskerne ændret farve i enkelte celler, som så har vist sig at producere nye celler i samme farve. De har dermed vist, at stamceller i tumoren danner andre celletyper.

Ikke langt derfra har et forsøg ligeledes fundet stamceller. Ph.d. Cédric Blanpain i Vrije Universiteit Brussel, Belgien, har ledt efter stamcellerne i hudkræft.

De belgiske forsker har markeret celler i tumorer individuelt. Det har vist, at der var to tydelige mønstre for delingen af celler. Enten har de oprindeligt markerede celler skabt en håndfuld celler, eller de har produceret et større antal celler. Her har resultaterne ligeledes peget på, at der findes en tydelig undergruppe af celler, der fungerer som motor for tumorens forøgelse.

Forsøget har også vist, at jo mere aggressiv en tumor blev, desto flere nye stamceller producerede den. De aggressive tumorer viste sig mindre tilbøjelige til at producere differentierede celler, som kun deler sig få gange.

Dokumentation

Nature: Cancer stem cells tracked