Forskere i vildrede: Vi aner ikke, om mikroplast i havene skader os
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Forskere i vildrede: Vi aner ikke, om mikroplast i havene skader os

Miljøorganisationer som danske Plastic Change og amerikanske 5 Gyres trawler i disse år bogstaveligt talt verdenshavene igennem for at bevise omfanget af forurening med mikroplastic.

Men ifølge maritim projektchef i FN’s miljøorganisation IUCN Joao de Sousa ved forskerne reelt kun meget lidt om, hvad der sker, når mennesker og dyr indtager mikro- og nanoplastic gennem luft, vand eller mad.

Læs også: Industri og miljøorganisation dumper bioplast: et ringe alternativ

Det skyldes ifølge Joao de Sousa, at den store interesse for emnet er forholdsvis ny. Han fortæller, at man i grove træk kun ved, hvor meget plastic der udledes til havene.

Artiklen fortsætter efter grafikken

Illustration: MI Grafik

Det mest anerkendte estimat er lavet af den amerikanske miljøforsker Jenna Jambeck, der anslår, at der udledes omkring otte millioner ton plastic til verdenshavene hvert år.

Man har også fundet plasticstykker i fisk, og svenske forskere kunne for nylig bevise, at plastic under visse forhold kan påvirke fiskenes reproduktion negativt. Derudover ved man, at plasticstykkerne suger miljøgifte til sig ,som svampe suger vand, i det, forskerne kalder ‘svamp-effekten’.

Læs også: Mikroplast i havet hæmmer reproduktionen hos fisk

Men herfra begynder det at tynde ud i de hårde fakta, og med så store mængder gifttransporterende plasticmolekyler undrer det Joao de Sousa, at man endnu ikke har videnskabelige svar på de mest elementære spørgsmål:

»Hvor meget plastic er der allerede i vores kroppe? Kan plastic­stykker på størrelse med asbestpartikler have samme effekt som asbest, når vi indånder dem? Er de fisk, jeg giver mine børn at spise, decideret forgiftede af de stoffer, vi ved binder sig til plasten i havet?« spørger Joao de Sousa.

Han påpeger, at han ikke vil piske en stemning op, men at vi er nødt til at mistænke plastic for at være farligt, indtil det modsatte er bevist – og professor ved Institut for Akvatiske Ressourcer på DTU Torkel Gissel bakker de Sousa op i, at tilgangen til plastforureningen ikke er faktabaseret nok:

»Der er kæmpe opmærksomhed om emnet, men der mangler nogle af de ‘kedelige’, videnskabelige undersøgelser. Der er mange døde fugle, sæler og kameler, men præcis hvad plasticforureningen betyder for menneskers helbred, ved vi ikke særlig meget om.«

Eller som Joao de Sousa tørt svarer på spørgsmålet om, hvorvidt det virkelig kan passe, at der ikke er lavet gode undersøgelser af mikroplastics sundhedseffekt på mennesker:

»Hvis du finder noget, så send det lige til mig.«

Forskningen mangler penge

Fordi vi ifølge Joao de Sousa kun for alvor har været opmærksomme på plastforureningen i fem-seks år, er det stadig svært at skaffe penge til forskningen. For eksempel har Torkel Gissel netop fået afslag på et forskningsprojekt, der skulle undersøge, hvor de mange ton plastic forsvinder hen, når plaststykkerne over tid slides helt små.

»Der er et købmandsregnskab, der ikke går op. Vi burde kunne finde mere end et års plastic i havene, men vi kan ikke finde ,hvad der svarer til ti procent af et års udledning,« siger Torkel Gissel og afliver samtidig på stedet myten om, at der findes kæmpe plasticøer rundt omkring i verdenshavene:

»Jeg er blevet ringet op af forskellige journalister fra DR og TV2, der ville ud og filme de her plasticøer. De findes bare ikke,« siger han og fortæller, at plasten hurtigt brydes op i mindre stykker og synker til bunds som mikro- og nanoplastic. Noget tyder endda på, at plastic i havene nedbrydes hurtigere, end vi tror.

På RUC arbejder forskerne også med mikroplastproblematikken. Her har adjunkt ved Institut for Naturvidenskab og Miljø Kristian Syberg blandt andet en uprøvet hypotese om, at de helt små plasticpartikler kan trænge ind i blodbanerne og forårsage kræft.

Blandt forskerne er man dog enige om, at når plastic først har afgivet diverse giftige kemikalier til havet, er det ikke som udgangspunkt giftigt i sig selv, da det ryger lige igennem fordøjelsessystemet.

Suger miljøgifte til sig

Til gengæld fortæller forskerne, at den oliebaserede, vandskyende plastic tiltrækker de miljøgifte, der også er vandskyende. Det gælder alle de såkaldte Persistent Organic Pollutants (POP) – en gruppe af stoffer, der kan oversættes til ‘svært nedbrydelige organiske miljøgifte’.

Disse gifte tæller blandt andre insektmidlet DDT, der blev omdrejningspunktet i bogen ‘Det stille forår’. Bogen åbnede verdens øjne for miljøgiftes vidtrækkende konsekvenser og kunne bevise, at insektmidlet var dødbringende og gjorde betydelige indhug i fuglebestanden. Stoffet er nu forbudt, men kan ifølge Kristian Syberg stadig måles i havet.

Af andre stoffer, man ved binder sig til plastic i vand, er de fluorerede flammehæmmere, der er kendt for deres kræftfremkaldende og hormonforstyrrende effekter. Bisphenol A binder sig også til plastic.

»Svamp-effekten, hvor gifte binder sig til plast, er noget, der diskuteres intenst i forskerkredse. Der er stor uenighed om, hvor meget den betyder for fisk og pattedyr, herunder mennesker,« siger Kristian Syberg.

Han fortæller, at tungmetaller faktisk også binder sig til plastic, men ikke lige så nemt og stærkt som de organiske miljøgifte.

Jo mindre plaststykkerne er, des flere miljøgifte kan de transportere i forhold til deres vægt, for giftene sætter sig på overfladen af plasten. Og jo mindre plaststykker, des større er overfladen i forhold til vægten. Det er især et problem, fordi plastic gradvis nedbrydes, så stykkerne bliver mindre. Derfor antager forskerne, at det er det mindste plast, der er mest af i havene.

Plastic ændrer effekten af giftstoffer

Ud over plastens evne til at tiltrække uønskede vandskyende kemikalier tyder det også på, at plastic kan påvirke den måde, giftene virker på.

»Normalt kan man vurdere effekten af en gift kun ved at se på dosis og den gift, man tilsætter. Vi har bevist, at når giften binder sig til plastic, så ændrer effekten sig,« siger Kristian Syberg.

For fiskene spiser plasten. Hvor fiskene før ‘bare’ svømmede rundt i fortyndet miljøgift, ender giftene i deres fordøjelsessystemer. Det forstærker giftens påvirkning af fiskene. Omvendt oplevede forskerne, at når giftige sølvioner bandt sig til plastic, mindskede plasten den negative påvirkning af fiskene.

Det kan altså gå begge veje. Om effekten er overvejende positiv eller negativ, ved man ikke.

Disse resultater blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift Environmental Toxicology and Chemistry tilbage i 2015. I artiklen står desuden, at undersøgelsen kun ser på ‘toppen af isbjerget’. Man har kun kigget på plasticstykker på under 5 millimeter. Men forskerne antager, at mange af resultaterne kan overføres til de endnu mindre nano-plasticstykker på under 0,001 millimeter.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nej, man skal spørge om det er til skade eller ej, ikke bare om det skader os (mennesker)

  • 3
  • 0

Næsten som sædvanlig har nogle opdaget noget de ikke troede var der før, og straks lyder alarmklokkerne.
At diverse gifte binder sig til plastik øger jo ikke mængden af gifte, den bliver blot koncentreret til plastikstykkerne, men da de er spredte bliver koncentrationen ikke større, og sandsynligheden for at en fisk indtager det bliver heller ikke større. Egentlig blive sandsynligheden blot kvantiseret.
En god artikel der viser hvad vi ved og ikke ved om dette meget opreklamerede felt.

  • 2
  • 3

Svend Ferdinandsen:

At diverse gifte binder sig til plastik øger jo ikke mængden af gifte, den bliver blot koncentreret til plastikstykkerne, men da de er spredte bliver koncentrationen ikke større, og sandsynligheden for at en fisk indtager det bliver heller ikke større

I følge punkt 3 i grafikken spiser fiskerlarver små plaststykker med skadelige konsekvenser til følge.
De vælger altså både plast og plankton som føde; det øger selvfølgelig koncentrationen af stofferne i dem.

  • 3
  • 1

Allerede den 13. januar 1995 skrev jeg i Ingeniøren en lille artikel: "Albatrossen trues af plast i havet". Fugleungerne på Midway døde af at have plaststykker i maven. Jeg vil vise nogle af billederne af maveindholdet på min hjemmeside www.nipsect.dk i løbet af dagen.

Derfor er følgende statement fra dagens artikel forkert:
"Blandt forskerne er man dog enige om, at når plastic først har afgivet diverse giftige kemikalier til havet, er det ikke som udgangspunkt giftigt i sig selv, da det ryger lige igennem fordøjelsessystemet."

  • 4
  • 3

Sentensen, om at plasten ryger lige gennem fordøjelsessystemet, går vel på mikroplast (og miniplast, hvis der er noget der hedder sådan). Det er noget helt andet end de større stykker plast, poser, tovværk, 6-pack-embalage etc, der rent fysisk blokerer og ødelægger fugles og andre havdyrs fordøjelsessystemer.

  • 3
  • 0

Jeg er enig med Henrik. Mikroplastik er defineret (af de fleste forskere) som <5 mm og videnskablige udgivelser der beskriver effekten af mikroplastik er yderst begrænsede.

Der er ikke udgivet noget omkring hvorvidt mikroplastik tilbageholdes eller ryger igennem fordøjelses systemet. Et enkelt forsøg har vist at mikroplastik på 6 micrometer vandrer igennem tarmvæggen og optages i fiskens væv, mens mikroplastik på 20 micrometer ikke optages i fiskevævet.

  • 0
  • 0