Forskere vil gøre økologi mere økologisk

8. februar 2019 kl. 15:57
Forskere vil gøre økologi mere økologisk
Illustration: MicroOne / Bigstock.
Økologiske landbrug i Europa bruger stadig kobber, svovl og antibiotika i produktionen. Et nyt projekt med dansk deltagelse skal prøve at få skåret kraftigt ned på disse stoffer.
Artiklen er ældre end 30 dage

At varer er økologi-mærkede, betyder ikke nødvendigvis, at de er dyrket i lutter rene omgivelser. Det kan godt være, at der ikke er sprøjtet med kemiske pesticider, men så er der brugt andre næringsstoffer og metoder til at holde væksten kørende og utøj fra døren.

Derfor skal et nyt EU-projekt med dansk deltagelse fra bl.a. Aarhus Universitet i gang med en grundig undersøgelse af, om det ikke kan gøres bedre, og om uønskede stoffer kan udfases.

»I Europa bruges der stadig stoffer, som ikke er økologiske i gængs forstand. F.eks. er kobber forbudt i Danmark, men det bruges stadig i mange andre lande. Vi vil prøve, om vi ikke kan finde alternativer – i dette tilfælde måske med Danmark som forbillede,« siger Claus Grøn Sørensen, som er seniorforsker på Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet.

Han har været med i den gruppe, der i første omgang har defineret en række scenarier, som skal indgå i det treårige projekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

F.eks. har gruppen kig på økologisk kartoffelproduktion. Dansk kartoffelproduktion gør ikke brug af kobber, og planen er så at vise, hvad man gør i stedet for, og om det er et koncept, der kan kopieres til andre lande. Det betyder, at det skal undersøges, hvor meget det koster at benytte alternativer, hvad det betyder for arbejdsbyrden og så videre.

Læs også: Ødelagde gødningsudslip miljøet? »Nej,« siger computermodeller

Svært at få økologisk gødning

Tanken er så, at modellen kan prøves af på en vinproduktion i middelhavslandene og evt. en anden type produktion andetsteds i Europa for at se, om det kan lade sig gøre på fornuftig vis under andre jordforhold og klimatiske betingelser.

»Det er vigtigt, at vi viser, at alternativerne bliver testet på tværs af landene, så vi kan få forskellene frem – både når det kommer til, hvad der er lovligt, og hvad der i det hele taget er muligt,« siger Claus Grøn Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og nogle forsøg kan vise sig kun at nå papiret, fordi de ikke vil være praktisk mulige. Claus Grøn Sørensen nævner til eksempel, at økologiske landbrug i dag bruger gødning fra konventionelle husdyrbrug, da der simpelthen ikke er nok næringsstoffer fra økologisk produktion til rådighed.

»Så der kan vi selvfølgelig rende ind i et problem, men vi vil alligevel prøve at skabe et scenarie med en bedrift, hvor vi kun bruger økologisk gødning samt alternativer for at se, hvad det giver. Det er vigtigt, at vi kommer hele vejen rundt og beskriver mulighederne,« understreger Claus Grøn Sørensen.

I stedet for gylle er det tanken at prøve med andre afgrøderotationer end i dag, mere brug af kompost, gødningsvand af kulsukker eller grønne affaldsprodukter eller biostimulanter fra industrien.

Læs også: Nyt studie: Økologisk landbrug kan brødføde verdens befolkning

Vil af med unødig antibiotika

Det andet eksempel kan være brugen af svovl i frugtplantager, som kan bruges mod svampesygdomme som skurv.

»Selvfølgelig er svovl ikke direkte et pesticid eller noget, men det er stadigvæk i princippet et fremmedstof i økologiske landbrug,« understreger Claus Grøn Sørensen.

Foruden konkrete landbrug, der skal være model i forsøgene, vil der også indgå modelleringer af allerede udførte forsøg samt konkrete ønsker fra bedrifter.

»Der er eksempelvis en bedrift i Italien, som producerer ost ud fra mælk, hvor man gerne vil skifte antibiotika ud med noget plantebaseret. Der kigger vi så på reelle alternativer og modellerer os samtidig frem til, hvad det kan komme til at betyde for bedriften,« siger Claus Grøn Sørensen.

Antibiotika bliver bl.a. brugt mod yverbetændelse, og her er det på tegnebrættet bl.a. at prøve med essentielle olier med antibakterielle egenskaber, biokul og nye malkningsstrategier.

»Vi prøver at nærme os 100 procent økologiske bedrifter i Europa. Det når vi ikke nødvendigvis, men vi vil gerne et godt skridt nærmere,« lyder det fra Claus Grøn Sørensen.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger