Forskere er uenige: Skal vi bekymre os?

Lad mig begynde med et emne, som jeg allerede behandlede i sidste uges Værd at vide – en oversolgt idé om at indkapsle radioaktivt affald i diamanter, som kunne blive til batterier.

Læs også: Om skæve PISA-undersøgelser og radioaktive diamanter som batterier

I lørdags var forfatteren Ib Michael gæst i det udmærkede radioprogram Bagklog, der kører på P1 mellem 10 og 12.

Jeg lyttede med i den del af programmet, hvor den forskningsinteresserede Ib Michael selv berettede begejstret om opdagelsen af, at radioaktivt affald nu kunne uskadeliggøres ved at blive indkapslet i diamanter.

Det var sådan ikke forkert, det Ib Michael sagde. Det var, som jeg skrev i sidste uge, måske nok en sandhed, men langtfra hele sandheden. Det bekræftede mig i, at det er farligt at oversælge forskningsresultater. For hvad skal almindelige mennesker tro, når det på et tidspunktet viser sig ikke at være løsningen.

Også her på Ingeniøren fortæller vi ofte begejstret om ny forskning. Det gør vi, fordi god forskning ofte både er sjov og fascinerende og tilmed nogle gange har stor samfundsmæssig nytte.

Det er fortsat godt at kunne blive begejstret og overrasket over ny forskning. Men det er altid godt lige at tænke sig om og bevare den sunde skepsis, inden man ser ethvert forskningsresultat som den endelige løsning. Sådan er det sjældent.

Et andet forhold, som nogle anser som værende et stort problem er, at forskerne ofte er vildt uenige og kan drage modsatrettede konklusioner ud fra næsten sammenlignelige målinger eller observationer.

Det fik vi endnu et eksempel på i denne uge i to nye artikler i Nature.

Indlandsisen, der både var og var forsvundet på samme tid

Forskere har gennem mange år diskuteret stabiliteten af Indlandsisen i Grønland. I lyset af de igangværende klimaforandringer er det interessant at vide, om isen har været bortsmeltet under varmeperioder inden for de sidste par millioner år.

En måde at vurdere dette på er at se på indholdet af beryllium-10 og aluminium-26, der er radioaktive isotoper med en halveringstid på henholdsvis 1,4 millioner år og 0,7 millioner år.

Disse isotoper dannes i forbindelse med vekselvirkning mellem atomer i jorden og energirige neutroner, der har en kosmisk oprindelse – sandsynligvis fra supernovaer.

Hvis sådanne isotoper findes i depoter under isen, er det en indikation på, at isen må have været bortsmeltet.

En forskergruppe ledet af Paul Bierman fra University of Vermont i USA konkluderer på baggrund af sådanne målinger, at isen har været intakt de seneste 7,5 millioner år.

En anden forskergruppe ledet af Joerg M. Schaefer fra Columbia University i New York, USA konkluderer ud fra tilsvarende målinger – foretaget andre steder i Grønland – at Grønland var været stort set isfrit i lange perioder inden for de seneste 2,5 millioner år.

Nature har bedt to geokemikere og en glaciolog kommentere disse modstridende konklusioner.

Kort sagt mener disse tre personer, at en forklaring kunne være, at svaret ligger et sted midt imellem – forstået på den måde, at man godt kan forestille sig forholdsvis små områder isdækket op til en højde af 1.000 meter i et ellers stort set isfrit Grønland.

Men, men – det er spekulationer. Jeg vil sige, at de to artikler på bedste vis illustrerer, at det ikke er simpelt at nå frem til den ‘videnskabelig sandhed’, og det giver et indblik i den videnskabelige proces, der stræber mod at finde denne ‘sandhed’, men aldrig kan nå den. Og mon ikke vi på et eller andet tidspunkt kan blive rimeligt sikre på, om isen har været der hele tiden eller ej. Det tror jeg.

Faren ved at fremlægge sådanne modstridende oplysninger er selvfølgelig, at nogle straks konkluderer, at så er forskning intet værd eller kan levere lige præcis de svar, man måtte ønske.

Det er helt forkert. Vi skal være glade for, at forskningsresultater fremlægges helt åbent og redeligt, så alle har en mulighed for at bidrage til at afklare kontroverser. Det er kun sådan, vi samlet set bliver mere vidende. Dét er værd at vide og huske på i en verden, hvor vi ofte møder falske nyheder om dette og hint.

Travl onsdag i vente

Fra forskningsfronten kan vi ellers notere os, at de to gravitationsbølgeobservatorier LIGO efter en opgradering fra 30. november igen er begyndt at foretage målinger. Jeg afventer med spænding nye observationer af rystelser i rum og tid, som opstår som beskrevet af Einsteins generelle relativitetsteori. Det er ren fascination uden den større praktiske betydning.

December er en travl tid med mange arrangementer, som ikke alle handler om jul.

Lørdag 10. december uddeles nobelpriserne i Stockholm på Alfred Nobels dødsdag. Det bliver uden Bob Dylan, men modtagerne af de naturvidenskabelige priser møder op som sædvanligt.

Det vil være muligt at høre den ene af modtagerne af fysikprisen, Duncan Haldane, holde et foredrag på Københavns Universitet 14. december.

Læs også: Nobelpris i fysik: Topologisk forståelse kan føre til nye materialer og kvantecomputere

Inspektionsskibet Vædderen var ekspeditionsfartøj på denne tur i 2006-2007. Illustration: Galathea3.dk

Jeg overvejer, om jeg skal se forbi, men foredraget karambolerer med 10 års jubilæumarrangemet for Galathea 3-ekspeditionen, som afholdes af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab. Som deltager i den del af togtet, der gik fra Azorerne over Ghana til Sydafrika, så vælger jeg Galathea-arrangementet for at møde gamle bekendte og få en update på, hvad der forskningsmæssigt kom ud af ekspeditionen. Det kan være, det kaster en artikel af sig.

Er man hverken til Nobelpriser eller Galathea, er der samme dag mulighed for at deltage i et arrangement hos DI om Industri 4.0 i anledning af en samlet investering på 196 millioner kroner i produktionsteknologi, robotter o.lign. fra Innovationsfonden, 49 virksomheder, fem universiteter, tre GTS-Institutter og DI, der som Innovationsfonden formuler det 'giver hidtil usete muligheder for at løfte produktiviteten'.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Buddha - er det vist - som sagde der ikke er nogen grund til.bekymring. For enten kan man gøre noget ved sagen man bekymrer sig om, og så er der jo ingen grund til bekymring. Eller også kan man ikke gøre noget, og så er der jo heller ingen grund til bekymring. Her kan man heldigvis gøre noget. Stil hver af forskerholdene spørgsmålet om der er noget i det andet holds artikler der modsiger konklusionen i deres egen artikel. Som sagen refererea ser det ud som man lige skulle afklare det, før man tror der er tale om samme emne.

  • 5
  • 0

Selvfølgeligt er det vigtigt at vide hvordan det har været i det arktiske og antarktiske tidligere. Men det vigtige nu, er at forsøge at forstå, hvad der kan ske i de næste 30, 50 eller 100 år med klimaet. At det har gået op og ned de seneste mi af år, når man regner i årtusinder, er mindre interessant, rent praktisk, med mindre det er relevant i bestemte modeller, der kan beskrive dekader eller århundreder. Glædelig JUL.

  • 1
  • 1

Burde man ikke kunne sammenligne eventuelle isfrie perioder, med geologiske spor af vandspejlets højde?!

  • 0
  • 0

Af en eller anden grund er bekymringen stor, selvom alle kan se at det vi kan/prøver at gøre næsten ingen effekt har.

Måske fordi vi i virkeligheden prøver alt alt alt for lidt Svend - bl.a. fordi en masse tosser ikke "tror" på AGW, eller er ligeglade, fordi problemet ikke vil opstå i deres levetid - eller måske fordi de ligefrem tjener penge på fossilindustrien - eller endnu værre: Er i lommen på dem, der gør.

mvh Flemming

  • 10
  • 3

Burde man ikke kunne sammenligne eventuelle isfrie perioder, med geologiske spor af vandspejlets højde?!

- eller gå nogle år baglæns i arkiverne?:

Det mægtige nordgrønlandske ishav, fandtes ikke for 9.000 år siden. Dengang skvulpede bølgerne om sommeren ind over de nordgrønlandske kyster, og ishavet var blot et vinterfænomen. Det har et hold af nordiske forskere afdækket under et seks uger langt ophold på verdens nordligste beliggende landjord - Peary Land, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag. I dag er Grønlands tre meter tykke ishav et af klodens vigtigste naturlige forsvarsværker mod drivhuseffekten og den globale opvarmning, fordi det genspejler Solens varme stråler. Forskere verden over har advaret mod, at når ishavet smelter, vil drivhuseffekten accelerere, temperaturerne forhøjes, indlandsisen smelte og verdenshavene stige. Men opdagelsen af, at Grønlands samlede ishav i 1.500 år var væsentligt mindre, end det er i dag, viser, at mennesket tidligere har overlevet drivhuseffektens dystre konsekvenser...

Kilde:

http://knr.gl/en/node/154528

  • 2
  • 4

...har jeg en anden forståelse af ordet 'bekymre'. For mig at se, foregår det sådan her:

A: Der opstår et alvorligt problem, som virker uomgængeligt. B: Jeg tænker meget på det, og overvejer samtidig hvad jeg kan gøre. Den ene idé efter den anden opstår, men forkastes. Jeg er i dårligt humør og/eller nedtrykt, fordi problemet stadig ser uomgængeligt ud. C: Jeg anerkender at der ikke er noget at gøre, eller jeg finder til sidst en løsning alligevel. D: Hvis jeg kommer frem til at der ikke er noget at gøre, så tænker jeg på hvordan jeg bedst kommer (eller får min familie) igennem med livet i behold. Der er stor risiko, så jeg er i dårligt humør og/eller nedtrykt, fordi jeg er bange for hvad der kan ske mig eller min familie.

I min verden er punkt B og D 'at bekymre sig', altså spekulere over det ubehagelige/katastrofale der nærmer sig og prøve at finde en løsning.

Derfor, hvis man lader være med at bekymre sig, finder man i hvert fald ikke en løsning. Og så rammer katastrofen en uforberedt, og med fuld kraft!

Budda: 0, den bekymrede: 1

  • 3
  • 2

Derfor, hvis man lader være med at bekymre sig, finder man i hvert fald ikke en løsning. Og så rammer katastrofen en uforberedt, og med fuld kraft!

Eller finder de forkerte løsninger, der ikke hjælper. Det er mere gavnligt at spekulere i aktuelle løsninger, så man netop ikke bliver uforberedt. Jeg tror mere på at Buddha giver en åndelig ligevægt, fremfor en krampagtig bekymring. Det er vigtigt at se helheden, fremfor at løbe med halv vind.

  • 1
  • 3

Derfor, hvis man lader være med at bekymre sig, finder man i hvert fald ikke en løsning. Og så rammer katastrofen en uforberedt, og med fuld kraft!

Hvis nu bekymringen skyldtes en selvopfunden katastrofe, som ikke behøvede en løsning, så er både bekymringen og særligt foranstaltningerne mod den værre end blot at læne sig tilbage. Det er egentlig forbavsende at nogle forskere udi klima overhovedet kan tænkes at være ubekymrede.

  • 3
  • 10

Jamen det er bekymrende at man har løsningen. Hvis man er oppe og flyve med en faldskærm på og den ene vinge falder af flyet, skal så skal man lade være med at anvende skærmen, for den kunne svigte.

Det er sådan jeg betragter Akraftmodstandere. De vil gøre alt for at mindske CO2 udslip, men ikke for at anvende løsningen.

  • 2
  • 7

Jeg bliver lidt urolig når forskerne er enige, og specielt når der er konsensus mellem forskningen og politikerne.

John Larsson

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten