Forskere uenige om mikroplast: For tidligt at frikende karkluden og fleecetrøjen
Det er for tidligt at punktere myten om, at mikroplast fra kosmetik og tøj af kunststof forurener naturen med bittesmå stykker plast, som kan være til skade for dyrelivet.
Sådan lyder det fra en gruppe forskere på RUC, efter at professor Jes Vollertsen fra Aalborg Universitet sammen med vandfirmaet Krüger i en rapport til Miljøstyrelsen ellers har konkluderet, at 99,7 procent af plasten bliver fjernet af rensningsanlæggene.
Læs også: Mytedræber: Din karklud og din fleecetrøje frikendt for at forurene med mikroplast
Det er imidlertid opgjort i vægt, påpeger lektor Kristian Syberg, Institut for Naturvidenskab og Miljø, Roskilde Universitet.
Af rapporten fremgår det, at 7,4 procent af partiklerne slipper ud. Renseanlæggene er nemlig bedst til at fange de store partikler, hvilket betyder, at antallet af partikler ikke bliver reduceret i samme grad. Det gør ifølge Syberg en forskel:
»Fra andre forskningsområder ved vi, at de små partikler er de farligste,« påpeger Roskilde-lektoren.
Tynd frikendelse af spildevandsslam
Det er dog hans mindst vigtige forbehold over for at frikende karklude, fleecetrøjer og andre kunstmaterialer, som i vaskemaskinen udleder plast til spildevandet.
Mikroplast er en betegnelse for plaststykker på mellem 1 mikrometer og 5 mm. I praksis kan forskerne måle plaststykker på ned til 10-20 mikrometer. Mikroplast er under mistanke for at skade først og fremmest vandmiljøet, både fordi fugle og vandlevende organismer forveksler plasten med føde, og fordi de mikroskopiske plaststykker kan bore sig ind i små vandlevende organismer. Forskningen i mikroplast er stadig i sin vorden, og det er endnu ikke klarlagt, hvor store skadevirkningerne plasten udgør for miljøet, eller hvilke kilder der er de mest skadelige.Mikroplast
Den primære uenighed gælder, hvad konsekvensen er af, at plasten bliver opsamlet i slammet fra rensningsanlæggene, som igen bliver kørt ud på markerne. 0,7 procent af det afvandede slam er faktisk mikroplast, konkluderer Jes Vollertsen i sin rapport til Miljøstyrelsen.
Han fandt dog ikke mere mikroplast på marker, der havde fået spildevandsslam, end på marker, som i stedet får gylle.
Kristian Syberg mener således, at der udelukkende er tale om, hvad han kalder 'stikprøver' på markerne. Han bebrejder ikke Jes Vollersen, men konstaterer, at bevillingen fra Miljøstyrelsen var begrænset, og at markprøverne var et naturligt sted at skære ned.
»Derfor er den del af studiet mindre stærkt,« siger RUC-lektoren.
»Når der er gødet med slam, så er der mere mikroplast i jorden.«
Screening fandt 15 gange så meget plast på marker gødet med slam
Den sidste konklusion bygger på forsøg, som RUC-forskerne selv udfører på en af Københavns Universitets forsøgsmarker i Taastrup, hvor forholdene er kontrollerede.
Endnu er forsøgene ikke afsluttet, men lektor Annemette Palmqvist har sammen med Jakob Magid fra Københavns Universitet gennemført en første screening.
Her har hun tjekket antallet af partikler på et markplot, som er blevet tilført spildevandsslam siden 2002, og et tilsvarende markplot, der ikke er gødet.
Annemette Palmqvist understreger, at der er tale om et ekstremt tilfælde, fordi jorden har fået så meget slam, at det svarer til 200 års normal tilførsel. Til gengæld er forholdene 100 procent kontrollerede, mens Jes Vollertsen blot stolede på landmændenes beretning om, hvad de havde kørt på markerne.
RUC-forskeres screening viser forskel på faktor 15
RUC-forskernes screening gav også markante resultater.
Jorden, som havde modtaget spildevandsslam, havde 160 mikroskopiske plastpartikler pr. 20 gram. Den ugødede jord havde kun 10 partikler pr. 20 gram, altså en forskel på faktor 15.
»Derfor er det ikke sandsynligt, at der er forsvundet meget plast i de 15 år, forsøget har kørt,« siger Annemette Palmqvist.
Hun forventer i slutningen af sommeren at være klar med de første resultater fra de egentlige undersøgelser, hvori der også indgår marker, som bliver tilført husdyrgødning.
»Cowi-rapport overvurderer betydning af bildæk«
Når Jes Vollersen på baggrund af sin undersøgelse ikke finder grund til bekymring for mikroplast fra tekstiler og kosmetik, skyldes det også en Cowi-rapport fra 2015.
Den konkluderede, at tekstiler kun er en meget lille kilde til mikroplast, mens kosmetik er næsten ubetydeligt. Den helt store synder er derimod bildæk.
Heller ikke den undersøgelse overbeviser dog RUC-forskerne. Der var, pointerer Kristian Syberg, udelukkende tale om et litteraturstudie, der derfor lider under manglen på data.
»Cowi-rapporten overvurderer formodentlig betydning af bildæk,« siger han og henviser bl.a. til, at Jens Vollertsen slet ikke fandt partikler fra bildæk i hverken spildevand, jord eller slam.
Alligevel er han enig med Aalborg-professoren i, at det kan have stor betydning at rense regnvand for plast, inden det ledes ud i vandløb og farvande. Partikler fra bildæk bliver bl.a. opsamlet af regnvandet.
Kristian Syberg har selv sejlet på Altanterhavet og Stillehavet og indsamlet plastprøver. Her er tale om affald, som langsomt bliver nedbrudt til stadigt mindre bestanddele, og det var slet ikke med i Cowi-rapporten.
For mange spørgsmålstegn til at frikende tøjvask
Selv om både regnvand og plastaffald i verdenshavene umiddelbart synes at være større kilder til mikroplast end tekstiler og kosmetik, så vil RUC-forskerne endnu ikke frikende vores spildevand.
»Der er stadig for mange spørgsmålstegn,« mener Kristian Syberg.
Han afviser også, at der sker nævneværdig nedbrydning af mikroplasten i renseanlæggene, sådan som Jes Vollersens teori lyder. Det er aldrig videnskabelig bevist, fremhæver han.
»Der sker næsten ingen biologisk nedbrydning af plast.«
