Det britisk firma Surrey Nanosystems har udviklet et materiale, der angiveligt sætter rekorden for at være verdens mørkeste materiale. Blot 0,035 procent af det indfaldende lys reflekteres - resten absorberes af materialet. Det skriver britiske The Independent.
For det menneskelige øje er det ultrasorte materiale underligt at kigge på, fordi man overhovedet ikke kan skelne nogen struktur i det. I stedet er det som at kigge ned i et uendeligt dybt hul.
Materialet er blevet døbt Vantablack. Det består af kulstofnanorør, der er små hule rør lavet af kulstofatomer. Nanorørene er omkring 10.000 gange tyndere end et menneskehår, og de forhindrer lys i at slippe væk igen, så materialet blot reflekterer 0,035 procent af lyset. Til sammenligning reflekterer almindelig sort maling 5-10 procent af det indkommende lys.
Læs også: Verdens mørkeste materiale: Kun en promille af lyset slipper ud
Anvendelsesmuligheden for materialet er blandt andet at kunne forbedre teleskoper og gøre det muligt at opdage svagere stjerner. Materialet har også anvendelse inden for militæret - noget, virksomheden bag dog ikke vil komme nærmere ind på.
Ifølge Surrey Nanosystems er Vantablack udviklet ved en proces, der - modsat normalt - bruger lave temperaturer til at dyrke nanokulstofrørerne. Det gør det også muligt at bruge materialet sammen med elektronik, der ikke tåler høje temperaturer.
