Forskere opdager mikroplast i lungernes dybeste afkroge
Forskere fra University of Hull og Hull York Medical School har for første gang fundet konkrete eksempler på mikroplast i lungevæv fra levende mennesker.
Blandt de 12 fundne plastvarianter var de fleste af typer brugt i plastflasker og indpakning, og langt de fleste blev uventet fundet i lungernes dybeste dele, hvis snævre passager, ifølge forskernes antagelser, burde have holdt dem ude.
Mikroplast, der i laboratoriet er blevet observeret som værende skadelige for menneskelige celler, er tidligere blevet fundet i blod, og man ved, at det kan indtages via mad og drikke.
Det nye studie viser nu også, at det kan inhaleres, og bidrager med viden, der kan hjælpe fremtidig forskning i plastens specifikke helbredsmæssige konsekvenser, navnlig for luftvejene.
Læs også: WHO: Foreløbig ingen tegn på, at mikroplast i drikkevand er usundt
Mikroplast fundet i 11 ud af 13 prøver
Studiet benyttede sig af lungevævsprøver indsamlet fra 13 patienter under rutinetjek på hospitalet. Af de patienter fandt studiet mikroplast i 11 patienters væv.
Tidligere studier har påvist samme høje forekomst af mikroplast i lungevæv taget under obduktioner.
Det nye studie undersøgte vævet for plastpartikler ned til 0,003 millimeters størrelse og brugte så spektroskopi for at identificere plastvarianterne, som der i alt var 12 af.
De hyppigst forekommende typer var polypropylen (23 procent), der bruges i rør og til indpakning, og PET (18 procent), der i hverdagen kendes fra plastflasker.
I alt blev 39 plastpartikler fundet, hvoraf 11 lå i væv fra lungernes øvre dele, syv fra lungernes midte og 21 i lungernes dybeste dele, hvor forskerne ellers mente, at snævre luftveje burde have filtreret dem fra.
De håber, at deres identificering af mikroplasttyper og -forekomster i lungerne kan bidrage til fremtidig forskning, så den bedre kan opsætte laboratorieeksperimenter, der kan studere helbredsmæssige effekter af inhalering af partiklerne.
