Forskere: Nu kan vi klone menneskelige foster-stamceller

16. maj 2013 kl. 07:40
Forskere: Nu kan vi klone menneskelige foster-stamceller
Illustration: Wikipedia (Nissim Benvenisty).
Amerikanske forskere har udvundet stamceller fra et klonet menneskefoster. De kan udnyttes til at behandle en lang række sygdomme.
Artiklen er ældre end 30 dage

Et amerikansk forskerhold har klonet et menneskefoster og fået det til at udvikle sig til det såkaldte blastocyststadie. Fra det stadie er det muligt at udvinde eftertragtede fosterstamceller, der kan benyttes til at kurere en række sygdomme, skriver blandt andre BBC.

Stamceller er et af de store håb inden for medicin, fordi de kan bruges til at skabe nyt væv og helbrede skader fra eksempelvis et hjerteanfald eller reparere en ødelagt rygmarv.

Der er allerede forsøg i gang med at bruge stamceller fra donerede fostre til at genoprette folks syn, men cellerne fra de donerede fostre matcher ikke patienten, og de vil derfor blive afstødt af kroppen. Ved brug af klonede stamceller omgås dette problem.

Forskerne fra Oregon Health and Science University har brugt den samme teknik, som blev brugt til at klone fåret Dolly, der i 1996 blev det første klonede pattedyr. De har taget hudceller fra en voksen person, hvorefter den genetiske information herfra bliver placeret inde i et donor-æg, som er blevet renset for sit eget dna. Elektricitet bliver herefter brugt til at få ægget til at udvikle sig til et foster hurtigere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskere har tidligere kæmpet med denne proces i mennesker. Ægget begynder at dele sig, men udviklingen når ikke tilstrækkeligt langt. Men nu er det amerikanske forskerhold lykkes med at udvikle et foster til blastocyststadiet, hvilket svarer til omkring 150 celler. Det er tilstrækkeligt til at fungere som kilde til fosterstamceller.

Forskernes undersøgelser af stamcellerne fra det klonede foster viser også, at de fuldstændig som almindelige embryonale stamceller har evnen til at udvikle sig til flere forskellige celletyper, herunder nerveceller, leverceller og hjerteceller.

Selvom der stadig er meget arbejde med at udvikle en sikker og effektiv stamcellebehandling, mener forskerne selv, at dette er 'et væsentligt skridt fremad i udviklingen af de celler, der kan anvendes i regenerativ medicin.'

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger