Det er desværre fuldstændigt forudsigeligt alt sammen:
(1) Da man vedtog ændringsloven for Testcenteret ved Østerild, kunne miljøministeriet ikke redegøre for, hvordan så store møller rent faktisk ville kunne stå så tæt på naboerne, når empirien fortæller os, at de vil støje mere end de må ifølge støjbekendtgørelsen. Miljøstyrelsen fortalte imidlertid folketinget, at den saglige kritik fra professorene i akustik ikke havde noget på sig. Industrien og Risø-DTU, som skulle bruge testcentret, havde meddelt, hvordan der sagtens kunne blive støjrum nok i Østerild - uden at nogen endnu har set, hvilke beregninger der ligger bag. Det var nok, at man mente, at det burde kunne lade sig gøre, sagde ministeriet.
(2) Gode råd var dyre for ministeren i den situation. Professorerne kunne jo have ret. Naboerne i Østerild kunne godt have noget at frygte. De ved jo trods alt, hvad de snakker om de professorer og universitetet i Aalborg bakker dem op. Derfor opfandt man idéen om, at skrive nogle regler ind i støjbekendtgørelsen om lavfrekvent støj, så folk ikke skulle blive bange. Man sagde mere eller mindre: "at nu skriver vi, hvor meget lavfrekvent støj, der rent faktisk kommer ud af store vindmøller inde hos naboerne, og så gør vi det til en grænseværdi, så folk ikke skal frygte noget efterfølgende. Når det står i reglen, så ved folk jo, hvad de skal forvente. Så bliver de nok ikke så bange". Man sagde endvidere: "at ingen mølleplaner skal gå i stå af den grund". Nej, for planen var jo også bare den, at man ville lovliggøre den lavfrekvente støjplage, der nu engang er markant ved vindmøller
(3) Opgaven har således været bundet helt fra starten. Da man fandt på de 20 dB lavfrekvent støj som en grænse, vidste man jo, at man måtte indrette alle metoderne i den nye regel således, at ingen store vindmøller vil kunne få problemer med den lavfrekvente støj. Som sagt så gjort. Det er helt som forventet. Det var jo den opgave, som ministeren gav til sine embedsmænd eller omvendt - i hvert fald var det jo nødvendigt, set fra vindmølleindustrien og den nye lov om Østerild. De nye regler skulle nødvendigvis bygge på nogle metoder, der kunne sikre at Østerild testcenter sammen med alle igangværende vindmølleplaner ikke ville blive ulovlige
Hvordan sikrer miljøstyrelsen sig så, at den nye regel ikke kolliderer med de nuværende regler om støjen fra vindmøller:
regner baglæns for at finde de metoder frem, uanset deres kvalitet, der altid vil regne en støjbelastning på højest 20 dB indendørs, når man benytter den praksis for planlægning kontrol, som anvendes i dag
finder den mest døve lydmåling frem, der findes
- forudsætter at alle huse kan isolere mod støjen, uanset hvad målinger af forskellige huse i øvrigt måtte vise
- forudsætter at den lavfrekvente støj ikke rammer huset, når vi regner
- definerer området for lavfrekvent støj så langt nede, at de 20 dB næsten ikke kan nåes
Sådan tilpasser man en ny regel til en eksisterende lovregel, når man har lovet vindmølleindustrien, ministeren og befolkningen samt de bekymrede naboer, at den nye regel ikke må ændre på noget.