Forskere i opråb: Tag sundhedstruslen fra giftige fluorstoffer alvorligt
De giftige industrikemikalier fluorstoffer – også kendt som PFAS – er så udbredte i miljøet, at ethvert barn i Danmark fødes med dem. Gennem livet ophober stofferne sig i blod og organer og øger risikoen for bl.a. kræft og hormonforstyrrelser.
Læs også: PFAS-forurening i Danmark (grafiktekster)
Men trods den store sundhedstrussel går det alt for langsomt med at bekæmpe forureningerne, lyder det fra flere førende eksperter:
»Det står allerede nu slemt til med fluorstofferne, og det bliver kun værre. Vi er allesammen udsat, fordi man i årevis har brugt de her fluorstoffer uden at vide, at de var farlige,« siger Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet.
Læs også: Miljøgiften PFOS fundet i køer hos kogræsserlaug i Odense - for giftigt til at spise
Inden for det seneste år er der fundet PFAS i oksekød fra kogræsserforeninger i Korsør og senest i Odense – men her udelukkende på borgernes initiativ, for der ingen systematiske undersøgelser af landets mindst 40 foreninger med græssende dyr.
For nylig er der fundet så høje niveauer i Mølleåen i Nordsjælland, at det frarådes at spise fisk fanget der. Miljøstyrelsen undersøger for tiden fisk fra 50 vandløb over hele landet for PFAS – selvom der er flere tusinde fiskepladser i Danmark.
»Vi har ikke et særlig godt overblik over det her i Danmark,« påpeger Philippe Grandjean og opfordrer til, at der fra myndighedernes side tages hånd om PFAS-forurening uden yderligere forsinkelse, så problemet ikke bliver værre, end det allerede er.
Læs også: PFOS-forurening fra brandskum kan mindst 47 steder udgøre fare for danskeres helbred
Også vores drikkevand er ramt. Danmark har ca. 19.000 grunde, der på forskellig vis er forurenede og generelt vurderes at være til fare for borgernes sundhed. Ikke desto mindre var kun 1.100 grunde ved den seneste opgørelse fra Danske Regioner undersøgt for PFAS.
Dette til trods for, at hver tredje grund viste PFAS-stoffer i grundvandet med et indhold, der var ti gange højere end kvalitetskriteriet for fire PFAS-stoffer.
Læs også: Når skaden er sket: PFOS kan oxideres eller varmes væk
Miljøstyrelsen har efter en ny undersøgelse konstateret, at »vi ikke har et generelt problem med PFAS i grundvandet«. Men det kan i fremtiden ændre sig til det værre, advarer Søren Dyreborg, seniorkonsulent i ingeniørfirmaet Niras:
»Normalt giver naturen os en hjælpende hånd og nedbryder forurening. Men det sker ikke med PFAS, og stofferne bevæger sig i stedet med det grundvand, som på et tidspunkt når ned til vores drikkevandsboringer,« siger han og tilføjer, at tiden må vise, om dette sker.
Læs også: PFOS fundet i flere boligers drikkevand: »Kilder må lokaliseres, så man kan gribe ind«
Nina Cedergreen, professor i miljøtoksikologi på Københavns Universitet, mener ikke, at myndighederne tager PFAS-truslen alvorligt nok:
»Vi ved ikke, hvor de findes henne, og om det er i skadelige koncentrationer. Der bør være en alarmklokke, der ringer,« siger hun.
Læs også: Overblikket mangler: Evighedskemikalier presser vores drikkevand
Der skal sættes langt flere ressourcer af til ikke bare at danne sig et overblik over PFAS-forureninger rundt omkring i landet, men også til at håndtere dem, når de så bliver fundet, mener hun.
Regionerne er enige med forskerne i, at der er behov for en indsats langt flere steder. »Men regionerne har begrænsede midler til undersøgelse og oprensning, og det er derfor en skarp prioritering af midlerne hvert eneste år,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Danske Regioner.
