Forskere gennemhuller regeringens fedtskat: Ti års viden bliver ignoreret
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Forskere gennemhuller regeringens fedtskat: Ti års viden bliver ignoreret

Det faglige argument for at indføre en skat på mættet fedt, sådan som regeringen og Dansk Folkeparti enedes om i forbindelse med sidste års forårspakke, falder fra hinanden.

Ny forskning frikender mættet fedt for i sig selv at være hovedårsag til hjerte-kar-sygdomme, som er den hyppigste dødsårsag herhjemme - det skrev Ingeniøren i sidste uge - og nu siger forskerne bag det sundhedsfaglige argument for fedtskatten også fra.

Skatten blev foreslået i den rapport fra regeringens Forebyggelseskommission, som udkom sidste år. Forebyggelseskommissionen konkluderer, at en skat på mættet fedt vil få danskerne til at nedsætte forbruget. Det vil, konkluderer rapporten, skaffe danskerne omkring 3.800 leveår ekstra - hvert år. Det svarer til, at vi gennemsnitligt vil leve godt fem dage længere.

Ost er sundt, men skal - modsat andre mælkeprodukter - beskattes. Piskefløde med 38 pct. fedt slipper for afgift, mens Cremefine med 15 pct. fedt bliver pålagt en afgift.

Forebyggelseskommissionen bygger sine beregninger på en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, som opgør de tabte leveår som følge af det høje indhold af mættet fedt i danskernes kost.

Rapporten fra Statens Institut for Folkesundhed, der udkom i 2006, bygger ikke på egne analyser for at nå frem til konklusionen om, at mættet fedt slår danskerne ihjel før tiden.

»Det er bestemt ikke os, der har fundet på, at mættet fedt er skadeligt. Vi bruger andres undersøgelser,« siger forfatteren til 2006-rapporten, forskningsleder Knud Juel, Statens Institut for Folkesundhed.

Han henviser først og fremmest til en rapport fra det daværende Ernæringsråd, som i 2000 konkluderede, at 22 procent af alle blodpropper i hjertet kan tilskrives, at danskerne spiser for meget fedt.

Forskere bag: Forældet rapport

Imidlertid er den daværende formand for Ernæringsrådet, professor Arne Astrup fra Institut for Human Ernæring ved Københavns Universitet, mellem de skarpeste kritikere af den kommende fedtskat. Han mener ikke, at der er videnskabeligt bevis for, at skatten vil få danskerne til at leve længere.

Arne Astrup vender ikke ryggen til den ti år gamle rapport fra hans eget Ernæringsråd, men konstaterer, at der er kommet meget ny forskning, siden den blev udgivet.

»Jeg synes helt klart ikke, at man alene kan basere sig på en ti år gammel rapport og dermed ignorere ti års forskning. Derfor synes jeg, at fedtskatten bør udskydes, indtil vi har et bedre videnskabeligt grundlag for at anvende beskatningen som middel til at fremme sundheden,« siger han.

Ernæringsrådets rapport fra 2000 havde en af Danmarks førende eksperter inden for fedt og hjertesygdomme, ledende overlæge Steen Stender, Gentofte Hospital, som førsteforfatter.

»Mættet fedt er ikke længere det djævelske fedt, som man troede tidligere. Derfor burde der ikke indføres en skat på mættet fedt, før en arbejdsgruppe har set på konsekvenserne,« siger han i dag.

Transfedt talte med i mættet fedt

Steen Stender påpeger blandt andet, at transfedt, som Danmark i dag stort set har forbudt, i tidligere undersøgelser blev slået i hartkorn med mættet fedt. Alene det kan være årsag til, at nogle gamle undersøgelser stemplede mættet fedt som mere skadeligt end nyere forskning.

Regeringen vil lægge en skat på 25 kroner pr. kilo mættet fedt. Et lovforslag om fedtskatten blev sendt i høring i august sidste år, men forslaget er aldrig blevet fremsat i Folketinget. Skatteministeriet oplyser, at ministeriet er i dialog med EU om fedtskatten, mens kilder siger til Ingeniøren, at de forventer forslaget fremsat i løbet af marts.

Læs også i den trykte udgave af Ingeniøren fredag:
"Kritikere: Regeringen beskatter det forkerte fedt".
Abonnenter kan logge på og læse artiklen HER.

Kommentarer (20)

Det her er et eksempel på hvad politikere slet, slet ikke skal blande sig i.
Hvad folk spiser, drikker osv. skal ikke "adfærdreguleres" med skatter og afgifter. Oplysning, ja, så kan man selv tage stilling. Særlig på et område hvor forskningen de sidste 30 år i den grad er kørt fuldkommen af sporet.
Hvor er vi egentlig henne?

Bent.

  • 0
  • 0