Genanvendeligt plast kan med tiden erstatte engangsplast og nedbringe de enorme mængder af plastaffald, der hvert år ender på lossepladser og i naturen, men det vil kræve, at det bliver billigere og mere miljøvenligt at producere.
Sådan lyder konklusionen fra en række forskere på området i en ny undersøgelse, skriver The Academic Times.
I modsætning til den konventionelle plast kan plastmaterialer som de såkaldte polydiketoenaminer bruges igen og igen uden at blive slidt eller gå i stykker. Til gengæld koster det omkring 30 gange mere at producere, viser undersøgelsen.
»Den plast, vi bruger nu, er ikke designet med genbrug i tankerne, og mange af de ting, der gør den nyttig, når den anvendes – som eksempelvis dens stabilitet – er også det, der gør, at den er virkelig svær at håndtere, når den ikke længere skal bruges,« siger Corrine Scown, der er seniorforfatter og forsker ved Lawrence Berkeley National Laboratory.
Hun konstaterer, at verden står i en »plastaffaldskrise«:
»Hvis vi kan designe polymerer (plasttyper, red.), der er lettere at genbruge, kan vi også designe nye genbrugsprocesser, der giver os et materiale, der i højere grad minder om harpiks.«
En af de helt store udfordringer, ved den plast, der i overvejende grad benyttes i dag, er ifølge forskeren, at den måde, vi genanvender plast i dag, kun udsætter, hvornår plasten smides endeligt ud. Det er nemlig, i modsætning til den nye genanvendelige plast, meget begrænset, hvor mange gange plasten kan genanvendes, inden kvaliteten bliver for dårlig.
Den kemiske genanvendelige plast bevarer kvaliteten, og anvendes den rigtigt, ender den aldrig på lossepladsen, fortæller hun.
»Med kemisk genbrug får plasten enten en ny funktion eller anvendes til præcis samme formål på ny. Ideen er, at den bliver i samme økonomi og fuldstændig omdirigeres fra at ende som skrald på lossepladsen.«
Men den kemiske genanvendelse af plast er meget dyr, og derfor har en gruppe forskere fra samme laboratorium udviklet det nye materiale, polydiketoenaminer eller PDK, der kan nedbrydes med stærk syre ved stuetemperatur, hvilket reducerer det energibehov, der normalt er ved kemisk genanvendelse.
Men skal det nye materiale udkonkurrere konventionel plast, skal produktionsomkostningerne og miljøpåvirkningerne ved materialet meget længere ned, fortæller forskerne.
Ifølge forskernes opgørelse koster det omkring 1,50 dollars at genanvende et kg af materialet, hvilket nærmer sig omkostningerne ved mekanisk genanvendelse. Til gengæld koster produktionen af PDK omkring 45 dollars pr. kg, hvilket er 30 gange så meget som konventionel plast. Netop startomkostningerne frygter forskerne vil afholde producenter i at investere i det genanvendelige materiale.
Næsten halvdelen af omkostningerne skyldes den organiske forbindelse, der kaldes N , N ' -Dicyclohexylcarbodiimid. Derfor arbejder forskerne bag i øjeblikket på at reducere brugen af forbindelsen og nedbringe produktionsomkostningerne.
Ifølge forskerne egner materialet sig især til produkter, der let kan afleveres tilbage til genanvendelse. Her nævnes elektronik, sko og solbriller.
Forskerne har også foretaget beregninger af materialets miljømæssige omkostninger og har fundet frem til, at produktionen af PDK udleder 86 kg CO2 for hvert produceret kg og 1,6 kg CO2 pr. kg genanvendt PDK.
Næsten halvdelen af udledningen kommer fra produktionen af N , N ' -Dicyclohexylcarbodiimid, og det forventes derfor, at udledningen også vil reduceres, når mængden af N , N ' -Dicyclohexylcarbodiimid reduceres, lyder det.
PDK er langtfra det eneste materiale, der er i støbeskeen inden for genanvendelige plastmaterialer. I øjeblikket udvikles der både materialer baseret på fiskeolie og planter.
Undersøgelsen af PDK blev udgivet i tidsskriftet Science Advances i denne måned.]
