Forskere fusker med citater
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Forskere fusker med citater

I sidste uge vakte det stor ballade, at en analyse i Ugebrevet Mandag Morgen opdelte dansk forskning i et A- og et B-hold. På A-holdet var dem, som blev citeret mest.

Men nu viser det sig, at 80 procent af alle forskere rask væk citerer deres kollegaer uden overhovedet at have læst de originale videnskabelige publikationer. Man stoler altså blindt på, at andre har refereret korrekt.

Det er M.V. Simkin og V.P. Roychowdhury fra Department of Electrical Engineering, University of California, som har fundet frem til, at kun 20 procent af forskerne er troværdige, når de citerer deres kollegaer.

Deres konklusion er baseret på en stokastisk model af citationsprocessen, som forklarer Simkins og Roychowdhurys empiriske undersøgelser af, hvordan bestemte trykfejl distribueres i forskellige forskeres publikationer.

Udgangspunkter er en meget berømt videnskabelig artikel fra 1973, som er citeret 4.300 gange. Heraf var der i 196 tilfælde angivet forkert udgivelse, side eller årstal. Men på trods af, at der er en milliard forskellige fejlmuligheder, fandt de to forskere fra Californien kun 45. Den mest populære dukkede op hele 78 gange.

Dette mønster antyder, at 45 forskere, som måske havde læst artiklen, havde begået en fejl, da de citerede den. Efterfølgende har 151 andre blot kopieret fejlen uden at læse originalen – og dette mønster går igen for en række andre højtprofilerede papers, som de to har undersøgt på samme måde.

Så kunne man måske tro, at alle de forskere, som trods alt har citeret korrekt, også havde læst artiklerne. Men Simkins og Roychowdhurys model viser, at det langt fra er tilfældet. Cirka 80 procent af forskerne citerer fra sekundære videnskabelige kilder, fastslår de.

Simkins og Roychowdhurys artikel »Read before you cite!« citeres i øvrigt i det nyeste nummer af NewScientist.