Forskere fremstiller brugbart graphen til nye halvledere
Graphen har gennem flere år været betragtet som et vidundermateriale, der blandt andet skulle danne grundlag for fremtidens halvledere, når det ikke længere kan lade sig gøre at skrumpe traditionel transistorteknologi baseret på silicium.
Graphen er baseret på grundstoffet kul, men er specielt derved, at det er gitterformet og kun et atom i tykkelsen.
Hidtil har det kun været muligt at fremstille graphen i laboratoriet i meget små mængder, men nu er det lykkedes forskere at fremstille materialet i så store mængder, at det blandt andet er muligt at måle dets modstand - den såkaldte kvante Hall-effekt.
Det er et paneuropæisk forskerteam, der blandt andet består af forskere fra Storbritanniens National Physical Laboratory (NPL).
Hidtil har det kun været muligt at fremstille graphen manuelt fra for eksempel grafitkrystaller, hvor forskere har forsøgt sig med at frigøre et tyndt lag ved hjælp af tape.
Det nye forskerteam har imidlertid fremstillet graphenflader på omkring 50 mm².
Forskerne har produceret graphenlaget ved at dyrke det på et substrat, der består af siliciumcarbid, fremgår det af af en artikel, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature Nanotechnology.
Flere store halvlederproducenter med IBM og Intel i spidsen er meget interesserede i udviklingen, da graphen potentielt kan tåle højere temperaturer end silicium, samtidig med at det er muligt at sætte halvledernes frekvens i vejret, da materialet har en meget ringe elektrisk modstand.
Graphen har også andre potentielle anvendelsesområder end traditionelle halvledere, da det er gennemsigtigt, hvorfor det også vil kunne anvende til trykfølsomme skærme samt til fremstilling af solceller.
Dokumentation
NPL: European collaboration breakthrough in developing graphene
