Forskere finder det sted på bølgen, som alle surfere søger

Illustration: Public domain

Vandet er i Danmark er koldt stort set hele året rundt. Og hvis man surfer, kan der være en fordel i at ramme rigtigt på bølgen så ofte som muligt, så man ikke behøver opholde sig unødigt længe i Klitmøllers halvkolde sommer- og efterårsvand.

Det kan en ny undersøgelse fra Scripps Institution of Oceanography ved University of California muligvis hjælpe på.

Her har post.doc. Nick Pizzo fundet det sted på den knækkende bølge, hvor surferen vil opnå den højeste fart; ”the sweet spot.”

Bedre klimamodeller

Forsøget er kun ikke sat i værk for at give surfere gunstigere forhold. Ved at undersøge bølgernes masse, moment og energi, håber forskerne, at det kan hjælpe os med bedre at forstå vores vejr og klima.

»Studiet (...) ledte til, at en bedre beskrivelse af det øvre ocean kan blive brugt i vejr- og klimamodeller,« siger Nick Pizzo i en pressemeddelelse, og fortæller, at de ganske vist teoretisk har arbejdet med surfere:

»Ved at studere en teoretisk surfers acceleration, kan vi lave en bedre beskrivelse af de strømme, som bliver genereret af en brydende bølge. Det leder til en forbedret forståelse af moment og energi mellem atmosfæren og havoverfladen.«

Fange stormen

Bølgernes knæk er relativt sjældne ude på det åbne hav. Ikke desto mindre mener forskerne bag undersøgelsen, at de stadig er fundamentale til vejrprognoser, da storme og orkaner i høj grad bliver påvirket af den fysiske proces, som bliver påvirket af de knækkende bølger.

»Vi skal forstå de små ting, for at forstå det store billede,« opsummerer Nick Pizzo.

Men svaret på det, som alle gerne vil vide er ikke så overraskende: Det bedste sted for en surfer at få noget fart under brættet, er lige der, hvor bølgen knækker.