Forskere: Endelig kan vi banke prisen på OLED i bund

I en artikel i Advanced Materials beskriver forskere fra Rikern-forskningcentret i Japan, hvordan de har udviklet en ny teknologi til fremstilling af OLED-display uden at benytte de spin-coatede tyndfilm, som i dag er en væsentlig hindring for prisfald på teknologien.

I stedet for spin-coating har forskerne udviklet en metode til at sprøjte de organiske dioder på underlaget, hvilket skulle være med til i fremtiden dramatisk at reducere produktionsomkostningerne.

OLED-teknologi har været længe undervejs, men det er først i næste måned, at den første skærm på 15 tommer kommer til salg i Sydkorea.

Prisen på skærmen er endnu ukendt, men Sony, der har verdens eneste OLED på markedet, tager over 10.000 kroner for 11-tommer-skærmen - vel at mærke på de markeder, hvor den er billigst.

OLED har længe været set som en konkurrent til traditionel LCD-teknologi, men har været præget af problemer med levetiden, samtidig med at det har været svært at fremstille skærme i stor størrelse.

Det er LG, der står bag den nye skærm på 15" og ifølge firmaet vil det snart præsentere en prototypeskærm på 40", som dog ikke bliver tilgængelig for det almindelige publikum de nærmeste år.

Dokumentation

Advanced Materials: Thin-Film Fabrication Method for Organic Light-Emitting Diodes Using Electrospray Deposition

Emner : Skærme