Forskere borer gennem indlandsisen

I løbet af denne uge vil danske og internationale forskere nå bunden af den grønlandske indlandsis med det danskledede NordGRIP (Nord GRønlandsk Iskerne Projekt). Indlandsisen er omkring 3080 meter tyk, og i fredag meddelte forskerne, at de var nået ned i 3054 meters dybde. De forventer, at boringerne når bunden inden fredag. Dernede er isen tæt på smeltepunktet på grund af varmen fra Grønlands undergrund, og forskerne har haft store vanskeligheder med at bore gennem den bløde is.

Islagene på bunden stammer fra sne, som faldt for mere end 119.000 år siden. De stammer fra den seneste interglaciære periode; den såkaldte Eem-periode, der var væsentligt varmere end den nuværende. Med de nye iskerne-boringer kan forskerne undersøge, hvordan en varm periode udvikler sig til en istid. De udborede iskerner indeholder små luftbobler, der var i sneen, da den faldt. Den gamle luft indeholder spor, der kan fortælle om tidligere tiders temperaturer og klima.

»Set i lyset af den globale opvarmning er viden om, hvorledes en varm periode ender i en istid ganske relevant,« lyder det fra holdets projektleder Dorthe Dahl-Jensen, der er professor ved Niels Bohr-instituttet.

Over hundrede forskere, teknikere og studerende har været tilknyttet projektet. Boringerne i indlandsisen blev indledt i 1996, og 25 forskere fra Danmark, Tyskland, Japan, Sverige, USA, Schweiz, Frankrig, Belgien og Island har hver sommer boret i tre måneder – i 24 timers-drift i visse perioder. Det har været en langsommelig proces, hvor man på gode dage har kunnet bore 30 meter ned i isen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten