Forskere advarer mod popcorn til mikrobølgeovn
Lad være med at købe poser med popcorn, som du selv skal poppe hjemme i mikrobølgeovnen.
Sådan lyder det samstemmende fra en række danske og udenlandske forskere, efter at en ph.d.-afhandling fra DTU og Københavns Universitet har vist høje forekomster af perfluorerede stoffer (PFC) i poserne til mikrobølgepopcorn.
Forskerne reagerer, fordi der ifølge afhandlingen kan sive så meget af miljøgiften over i popcornene, at grænseværdierne for, hvor meget vi bør indtage, overskrides.
»Det er bekymrende, og derfor skal vi ikke spise popcornene,« siger seniorforsker Urs Berger fra universitetet i Stockholm, der forsker i fluorstoffer.
»Man skal holde sig fra færdigpakker med mikrobølgepopcorn. Men det ved folk ikke,« tilføjer Allan Astrup Jensen, direktør for Nordic Institute of Product Sustainability og en af opponenterne på forsvaret af ph.d.-afhandlingen.
»Lad være med at spise popcorn, som skal laves i mikrobølgeovnen. Tænk dig om, hvis du bruger imprægneringsspray,« lyder to simple råd fra professor Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen, Aarhus Universitet.
De to råd gør det dog ikke alene. For PFC er lækket fra en række kilder og benyttes i så mange forskellige produkter, at det er komplet umuligt at undgå at få nogle af stofferne i blodet. Ph.d.-afhandlingen har undersøgt papir- og papemballage til 74 almindelige madvarer og fundet stofferne i 61 pct. af dem. Men stofferne findes også i f.eks. både vand og støv.
»Hvis vi skal være sikre på, at vi ikke får problemer på lang sigt, så skal vi reducere eksponeringen, hvor vi kan. Vi kan ikke fjerne stofferne fra fisk eller solsikker. Men vi kan sige, at vi ikke vil have dem i emballage,« siger Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.
Professor Pim de Voogt fra universitetet i Amsterdam koordinerer et EU-program, der skal kortlægge fluorstoffernes vej til vores mad og siger, at nye undersøgelser i udlandet har fundet store mængder PFC i bl.a. bagepapir og smørpakker. Afhandlingen fra DTU har flere produkter end de tidligere undersøgelser, men hans konklusion er den samme:
»Vi skal så vidt muligt forbyde PFC i fødevareemballage. Vi kan se ud af både afhandlingen fra DTU og undersøgelser fra Tyskland, at der findes alternativer,« siger han.
Forbud eller mærkning
Hvis et forbud ikke lader sig gennemføre, foreslår forskerne enstemmigt en mærkningsordning. Den skal give kunderne mulighed for at fravælge produkter indpakket i pap og papir, som er overfladebehandlet med stofferne.
»Så længe der ikke er regler for, hvor meget der må være i indpakningspapir, så er der ingen garanti for, at PFC'erne ikke bliver brugt,« konstaterer Pim de Voogt.
Selv mener ph.d.-afhandlingens forfatter, Xenia Trier, at kemikalier som PFC'er kun bør benyttes, hvor der ikke er andre muligheder, f.eks. i visse brandhæmmende midler.
»Persistente stoffer er uønskede i mad. Det er industriens ansvar at sørge for, at der ikke migrerer stoffer over i maden i mængder, der er sundhedsskadelige for mennesker. I det her tilfælde ser det ikke ud til, at industrien har levet op til det ansvar,« siger hun.
Xenia Trier forsøger at undgå fødevareemballage, som er lavet af papir og pap. Undtagelsen er mælkekartoner og andre materialer, der er beklædt med plast på indersiden. Hun er klar over, at det virker bagvendt efter den megen debat om f.eks. phthalater og bisphenol A, som begge findes i netop plast. Hendes pointe er, at der er grænseværdier for mange enkeltstoffer i plast, men ikke for de 20 procent af vores fødevareemballage, som er af pap og papir.
Xenia Triers målinger viser det højeste indhold af PFC i en småkagepose fra Subway. Nummer to er en økologisk Finax-rugbrødsblanding, hvor grænseværdierne for, hvor meget vi kan indtage, også kan blive overskredet. Det er dog mere usikkert end med popcornposerne, da rugbrødsblandingen ikke varmes op i posen.
Fakta:
Tyskland går enegang mod fluorstoffer
Tyskland har ikke ventet på, at EU fastsætter grænseværdier for blandt andet polyfluorerede stoffer (PFC) i papirposer og papæsker til fødevarer.
Det tyske Bundesinstitut für Risikobewertung har fastsat sine egne grænseværdier. Selv om de kun er anbefalede, så følger industrien ifølge dr. Karla Pfaff generelt anbefalingerne. Det sker f.eks. ved, at fødevareproducenterne stiller krav til deres emballageleverandører om at dokumentere, at grænseværdierne er overholdt.
»Det er bedst at regulere, når der ikke findes en EU-grænseværdi,« siger hun.
Tyskland har derfor også stillet krav til beregningen af, hvor stor en del af fluorstofferne som migrerer ind i fødevarerne. Virksomhederne kan vælge mellem forsøg med en simulator, der som minimum trækker lige så mange fluorstoffer ud af emballagen som selve fødevaren, eller ganske enkelt at regne med, at alle fluorstoffer ender i fødevaren.
»Hvis vores regler bliver fulgt, giver de garanti for, at der ikke er stoffer i sundhedsskadelige mængder i fødevarer pakket ind i pap og papir,« fastslår Karla Pfaff.
