Forsker: Måske er det kemikalier, der gør os fede

Fedme behøver ikke skyldes for meget junkfood, for lidt motion eller genetiske forhold, skriver Ugeskrift for Læger.

Overvægten kan være en effekt af de kemiske påvirkninger, vi bliver udsat for som foster eller får gennem modermælken den første periode i livet. Vi har nemlig ikke ændret livsstil i sådan en grad, at fedmeepidemien er berettiget, skriver professor ved Institut for Sygdomsforebyggelse, Københavns Universitetshospital, Berit Heitmann i Ugeskrift for Læger.

Hun har gennemgået de seneste års forskningsresultater af kemikaliers effekt på menneskers fedme. Håndfaste beviser findes endnu ikke, men ifølge Berit Heitmann, er det værd at bemærke, hvordan kurverne for kemikalieforurening og antallet af fede mennesker er steget nærmest parallelt i de seneste 30-40 år, hvorimod vores kost- og motionsvaner ikke har ændret sig lige så meget.

Køkkenredskaber af sort nylon er en af de genstande i vores dagligdag, som gentagne gange har vist sig at forurene vores med med kemikalier. Illustration: Casper Dalhoff

»Hvis man udsætter rotter og mus for kemikalier, mens de ligger i mors mave, er der større risiko for, at de bliver fede, når de vokser op. Samtidig er det en kendt sag, at rygning, som er en beslægtet form for forurening, får kvinder til at føde mindre børn, og både en lav og en høj fødselsvægt hænger sammen med, at man senere udvikler fedme,« siger Berit Heitmann til Jyllands-Posten.

Kemikalier ændrer kroppens processer

»Stofferne ligner dem, som vi har i kroppen, og kan muligvis gå ind og ændre vores stofsammensætning. Man kender til flere tusind gener, som har betydning for udvikling af fedme for eksempel i forhold til appetit, sult og fedtdeponering, og måske kan de hormonforstyrrende stoffer via kroppens processer "tænde" eller "slukke" for disse geners betydning,« advarer Berit Heitmann over for Jyllands-Posten.

Man har længe vidst, at kemikalier kan have en negativ effekt på mænds sædkvalitet. Og inden for fertilitetsforskningen er man meget opmærksom på kemikalieproblematikken.

»Der kommer hele tiden flere områder, som kan have en sammenhæng med de hormonforstyrrende stoffer. Forskellen på at måle effekten på fertilitet frem for fedme er, at vi kan måle hos de mennesker, som har problemet. Med fedme går der lang tid, fra man er udsat for kemikalierne, til konsekvenserne viser sig,« siger Tina Kold Jensen, professor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet og ekspert i forskellige faktorers effekt på frugtbarhed, til Jyllands-Posten.

Tina Kold Jensen kalder det skræmmende, hvor få stoffer man endnu kender betydningen af, for eksempel i dagligdags produkter som sutteflasker, Goretex-jakker, slip let-pander og popcornposer.

»Og selv om vi ved, hvordan enkelte stoffer kan påvirke fertiliteten, ser det ud, som om kombinationer af stoffer gør det endnu værre. Det er næsten uoverstigeligt at tænke på, og samtidig er det umuligt at undgå dem,« siger Tina Kold Jensen til Jyllands-Posten.

Både hun og Berit Heitmann opfordrer til øget opmærksomhed og yderligere forskning på området, for der er endnu ikke klare beviser på, at kemikalier fører til fedme.

På verdensplan er produktionen af kemikalier steget fra én millioner ton i 1930 til 400 millioner ton i dag, men man kender kun risikoen ved få af de cirka 20.000 kemiske stoffer, som anvendes regelmæssigt i Danmark.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ja, med alle de rensemiddel rester der er efterladt i diverse rør, det må give en belastning. Økologisk eller almen kost - Der er jo aldrig lavet et regnestykke på, hvor mange af de brugte rensemidler til produktionsanlæggene der rent faktisk kommer ud igen, og deres virkning. Så den daglige kost er jo nærmest et homøopatisk produkt.

  • 0
  • 0

Det her lyder som en slem gang kemi-forskrækkelse. Jeg ville godt høre hvilke "kemikalier" man specielt kunne have mistænkt. Hvis det bare er en generel sammenhæng mellem stigning i produktionen af alle "kemikalier" og stigning i antallet af fede mennesker, så kan jeg også udpege en del andre sammenhænge: Stigning i indkomst, i produktion af pommes-frittes, burgere, TV-apparater (og sendetimer), biler (og bilos), motor-plæneklippere, diverse el-værktøj, osv. Det er klart nok, at visse specifikke stoffer kan have diverse skadelige effekter på fertilitet osv., men generelt at udnævne "kemikalier" er simpelt hen forvrøvlet, når man åbenbart ikke har et eneste specifikt exempel at henvise til,

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten