Forsker: Arktis' iskappe smelter 30 år før FN's prognose

Arktis' iskappe smelter langt hurtigere end antaget og 30 år før de forudsigelser, FN's klimapanel IPCC for nylig fremlagde.

Det betyder, at Ishavet på toppen af jordkloden kan være fri for eller næsten fri for sommeris i 2020 - tre årtier før de mest pessimistiske prognoser fra IPPC.

Ingen is på det arktiske ocean i sommerperioden er en vældig forøgelse af den globale opvarmning. Det oplyser Ted Scambos, glaciolog på National Snow and Ice Center i Colorado og medforfatter til undersøgelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet Geophysical Research Letters.

»Lige nu hjælper Arktis med at holde Jorden kølig. Uden Arktis' is eller med mindre af den vil kloden blive varmere væsentligt hurtigere. IPPC's rapport er yderst påpasselig, grundig og varsom, så den kommer på afveje ved kun at fokusere på det, som højst sandsynligt sker, frem for det, som også kan se,« siger Ted Scambos til nyhedsbureauet Reuters.

At isen og isflagerne i Arktis har en gennemgribende effekt på den globale opvarmning skyldes, at isen reflekterer lyset og varmen. Når isen er væk, vil havet absorbere meget lys og varme, hvilket gør det vanskeligere for planeten at køle ned også i vintermånederne.

Dansk is-professor er skeptisk

IPCC bygger sin rapport på computermodeller, mens Ted Scambo og kollegerne har anvendt satellit-data.

Professor Dorthe Dahl-Jensen, leder af is- og klimagruppen ved Niels Bohr Institutet, bakker op om brugen af satellitter for at fastslå udviklingen på Arktis, men tøver med at udtale sig skråsikkert om mængden af optøende isflager.

»Jeg har ikke set nogen nye data, som har været overbevisende. Så jeg vil umiddelbart vove den påstand, at man bør være skeptisk over for undersøgelsens konklusion,« siger Dorthe Dahl-Jensen.

Nøjagtige tvillinge-satellitter

Hun mener, at man først kan udtale sig om udvikling på Arktis ud fra kvalificeret materiale om cirka fem år. Til den tid forventes oplysningerne  fra Nasas tvillingesatellitter Gravity Recovery and Climate Experiment at foreligge.

Satellitterne arbejder sammen og er de eneste, som bruger hinandens position til at bestemme tyngdefelter. Det giver en præcis pejling af, hvordan tykkelsen af Arktis har forandret sig.