Forsinket afstivning af arena-tag er indledt

Sidste uges blæst gjorde det umuligt at komme i nærheden af taget med de otte-ni gigantiske kraner, som i de næste par uger skal være med til at sikre den ødelagte bygning mod yderligere kollaps, så syns- og skønsarbejdet kan begynde.

Afstivningen af hallen er i sig selv et større ingeniørprojekt, der udføres af entreprenørselskabet Hoffmann og det rådgivende ingeniørfirma Jørgen Wessberg, som begge deltog i opførelsen af Siemens Arena. Ingeniøren har været inde bag afspærringerne og mødt de to ledere af sikringsprojektet, ingeniørerne Ole Worm fra Jørgen Wessberg og Preben Hillebo fra Hoffmann.

Tårne af stål og aluminium
Planen for sikringen er som følger: Siden kollapset 3. januar er der – fra oven – boret 40 huller i arenaens tag, som skal sikre, at mandskab – igen fra oven – kan spænde remme om de resterende limtræsspær. Først sikres de to spær i hallens nordlige ende nærmest kollapset. Det skal ifølge Preben Hillebo ske i en arbejdsgang – herefter vil det kun være muligt at sikre et spær pr. vindstille arbejdsdag.

Kranerne skal arbejde med millimeters nøjagtighed, når limtræs-spærene skal løftes. Projektets succes afhænger nemlig af, at trækspændingerne ikke tages helt ud af underflangen. Derfor overvåger en landmåler hele tiden løftehøjden, når kranerne udligner de ca. 95 mm, som overflangen har sat sig.

Løftet er beregnet til 18,6 ton, og når kranerne så at sige har overtaget spærrets funktion, fjerner andre kraner præcis så mange af de nedfaldne tagstykker på arenaens gulv, at mandskab og materialer til stilladserne kan fires ned.

Herefter begynder opbygningen af de cirka 15 meter høje stillads-tårne – 47 i alt eller næsten fem for hvert spær. Tårnene består af kraftige stål- og aluminiumsrør – i stil med dem man kender fra lyd- og tv-tårne til koncerter. Øverst lægges en kraftig H-bjælke i stål på tværs af overflangen, mens skråstivere op til underflangen skal hindre spærret i at vippe ud til siden. Derudover understøttes arenaens gulv i kælderniveau under tårnene.

Ødelagte spær mærkes med koder
Ud over kranerne medvirker cirka 20 mand i operationen, der ventes at tage 13 arbejdsdage og koste mindst 5,5 millioner kroner; penge som blandt andre entreprenør og rådgiver har skaffet. Tidsplanen – og dermed prisen – afhænger dog fortsat meget af vejret, således skal vindstyrken være under 10 m/sek, før de kæmpemæssige BMS-kraner kan arbejde sikkert i 30 meters højde.

Først når de fire spær omkring selve hullet er sikret, kan lastbiler fra siden begynde at fjerne de i alt 2.100 kvm materiale, som kollapset rev med sig. Affaldet mærkes med koder og placeres i fire store bunker uden for hallen. Det er i disse bunker – og i et væld af fotos – at syns- og skønsmand Peter Thorup skal forsøge at finde årsagen til ulykken. Alt materialet vil dog tidligst være ude af hallen om et par uger, vurderer Preben Hillebo fra Hoffmann.

Om arenaen skal sikres yderligere mod vind og vejr er endnu uklart. Ifølge Ingeniørens oplysninger er der således endnu ikke fundet penge til en egentlig overdækning af det 60 x 30 meter store hul. Hallens ejer, Ballerup Superarena Fonden, gik i betalingsstandsning 8. januar.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten