Formandskandidat: »Der er ikke noget specielt ved offentligt ansatte ingeniører«
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Formandskandidat: »Der er ikke noget specielt ved offentligt ansatte ingeniører«

I morgen over middag får IDA en ny formand. Hvem, det bliver, er endnu ikke på plads – men skulle det blive den eneste officielle kandidat, Thomas Damkjær Petersen, imødegår han nu den bekymring, der går på, at han som offentligt ansat ikke kan repræsentere de 80 procent af IDA-medlemmerne, der arbejder i det private:

»Hvis jeg ender med at blive valgt, vil jeg være formand for hele IDA,« fastslår den 60-årige civilingeniør, der er formand for Fagforeningslisten og trafikplanlægger i Movia.

Derfor er den bekymring, som flere anonyme kilder har luftet, irrelevant, mener han:

»Det er da rigtigt, at jeg har været formand for de offentligt ansatte (IDA Offentlig, red.), men bliver jeg formand for hele IDA, skifter jeg kasket og bliver alles formand. Det har jeg de seneste seks år vist, at jeg kan, gennem mit arbejde i Forretningsudvalget og Hovedbestyrelsen,« siger han og tilføjer, at Fagforeningslisten i sine seks år i repræsentantskabet har støttet alle budgetter, Vision2020 og Engineer the Future.

Ifølge Thomas Damkjær Petersen er det svært at få øje på forskellene mellem ingeniører og naturvidenskabelige kandidater, der arbejder i henholdsvis det offentlige og det private, og han bruger sit eget arbejde som eksempel:

»Som en masse privatansatte ingeniører arbejder jeg med projektledelse af store projekter, og som trafikplanlægger kunne jeg ligeså godt have arbejdet i en af de store rådgivende virksomheder med mine ingeniørfaglige kompetencer. Når det er sagt, hverken kan eller vil jeg skjule, hvor jeg kommer fra, for det har jeg lært en masse af,« fastslår Fagforeningslistens formandskandidat.

To sektorer på linje

Han betoner også, at de to sektorer ligger på linje, når det gælder effektivitet, produktivitet og arbejdspres:

»Og så er det ikke nogen lille virksomhed, jeg er ansat i. Movia omsætter for over to mia. kroner om året,« siger han.

Ender Thomas Damkjær Petersen i spidsen for foreningen, bliver det derfor ikke noget problem at varetage alle medlemmers interesser:

»Som ny formand vil jeg sikre flere og spændende job for alle IDAs medlemmer, og jeg vil arbejde for, at ingeniørvirksomheder får nemmere ved at rekruttere flere ingeniører og naturvidenskabelige kandidater. Skaber vi gode vilkår for virksomhederne, får vores medlemmer bedre arbejdspladser – og dermed kan de udvikle nye teknologiske landvindinger til gavn for samfundet,« understreger Thomas Damkjær Petersen.

Thomas Damkjær Petersen er den eneste officielle kandidat til ny IDA-formand. Til repræsentantskabsmødet i morgen, lørdag 21. maj, afgøres det, om det bliver ham eller en anden, der overtager formandsposten.

Læs også: Hemmeligt formandsvalg i IDA

I perioden 1998-2008 var Thomas Damkjær Petersen formand for 'Skole og Forældre', og det betyder, at han har politisk erfaring og er vant til at skabe et bredt samarbejde. Det tager han med ind i IDA, såfremt han bliver valgt til formandsposten, påpeger han:

»Bliver jeg valgt som ny formand for IDA, vil jeg gå efter et bredt samarbejde, for det giver de bedste beslutninger. Det er en fordel at bruge alle de bedste ressourcer i arbejdet«.

Hvis repræsentantskabet ender med at vælge Thomas Damkjær Petersen, får de også en formand i ualmindelig god form. Dagen efter repræsentantskabsmødet skal han ud og løbe Københavns Maraton, som han har gjort de seneste 15 år.

»Vi henter alle sammen energi et sted, og løb giver mig energi,« siger han.

Hvorvidt han løber de 42,195 km som IDA-formand, afgør IDAs repræsentantskab på sit møde i morgen.

IDA-valg

IDA-valg 2013 Bliv klogere på, hvad der adskiller de politiske lister i IDA, hvilken retning de hver især ønsker for foreningen, og følg panelet af IDA-ignoranter, som løbende kommenterer valgkampen. Se hele Ingeniørens dækning af IDA-valget.