Forfatter: Mærsk-fiasko i Qatar kan have åbnet Totals øjne
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Forfatter: Mærsk-fiasko i Qatar kan have åbnet Totals øjne

Hvad der begyndte som en fiasko for Maersk Oil & Gas tilbage i sommeren 2016, kan meget vel vise sig at have været det, der fik franske Total til at interessere sig for det danske olieselskab. En interesse, som nu har udviklet sig til en købsaftale mellem de to selskaber, der blev offentliggjort mandag morgen.

Læs også: Mærsk sælger sin olie- og gasforretning til franske Total

Det mener forsker og forfatter Morten Hahn-Pedersen, som har fulgt Mærsk og dansk olieudvinding gennem mange år. Blandt andet har han skrevet bogen ‘Mærsk Olie og Gas’ fra 2016.

»Total vandt retten til at producere olien på Qatar-feltet fra Mærsk, hvilket var en stor skuffelse for Mærsk, der jo har stået for hele opbygningen og udviklingen af feltet. Til gengæld har overtagelsen givet Total et enestående indblik i, hvad Maersk Oil & Gas egentlig kan præstere og dermed givet dem interessen for at købe op, siger han.

Læs også: Franske Mærsk-købere gør Danmark til centrum for sin Nordsø-forretning

Totals bestyrelsesformand, Patrick Pouyanné, fortæller i øvrigt til Ritzau og Energiwatch, at han selv henvendte sig til Mærsks koncernchef, Søren Skou, da Mærsk-gruppen overvejede en børsnotering af sit olieselskab.

Morten Hahn-Pedersen er forsker og forfatter og har blandt andet været direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i 27 år samt seniorforsker ved Center for Maritime og Regionale Studier under Syddansk Universitet.

Ikke slut for branchen

Morten Hahn-Pedersen kalder dagen for en historisk dag, fordi den afslutter en epoke, hvor danske selskaber – Dong Energy og Maersk Oil & Gas – drev udviklingen og indvindingen af olie og gas i den danske sektor. Men ellers mener han ikke, at emnet er et, der inviterer til sentimentalitet:

»Det er jo på ingen måde slut med den danske offshore-branche – tværtimod. Med de udmeldinger, som Total kommer med, skal Esbjerg og Danmark jo nærmest være center for Totals norske, hollandske og danske aktiviteter,« påpeger han.

Læs også: Nu er også boreplatformene - omsider - kommet på nettet

Via Total vil danske offshore-underleverandører kunne få adgang til andre markeder og dermed til øget vækst, påpeger Morten Hahn-Pedersen.

Gunstig Tyra-aftale

I marts fik Mærsk forhandlet en gunstig aftale på plads om renovering af Tyra. Kan man ikke kalde det provokerende, at de så nu går ud og sælger sig selv til en god pris takket være denne aftale?

»Det kan man jo godt mene, men man kan også sige, at Mærsk med aftalen har skabt basis for udviklingen af nye og mindre felter i Nordsøen. Hvis der ikke er en infrastruktur til olie og gassen, så kan det hele jo være lige meget,« siger han.

Læs også: Gigantrenovering af vitalt naturgasfelt lukker dansk produktion over to år

Morten Hahn-Pedersen tilføjer, at han ikke mener, at det gør den store forskel for, om det er danske eller udenlandske virksomheder, der arbejder med olieudvinding i Nordsøen.

»Oliebranchen er så presset i dag, at der ikke er plads til sentimentalitet. Og det danske samfund får jo fortsat det samme afkast og de samme skatteindtægter,« siger han.

Strategi lukkede guldægget

Når nu Mærsk ikke kunne få økonomi i at udvinde olie og gas i Nordsøen – hvordan kan Total så?

»Jamen, det kunne Mærsk da også. Olieaktiviteterne har været et rent guldæg – måske bortset fra en toårig periode. Så beslutningen om at droppe olien er udelukkende en strategisk beslutning, som ikke mindst er truffet på aktionærernes opfordring,« siger han.

Læs også: 12 selskaber er friske på ny olie- og gasjagt i Nordsøen

Han peger på, at stigningen i aktiekursen oven på dagens nyhed jo også indirekte bekræfter, at det var aktionærernes ønske.

Generelt havde Morten Hahn-Pedersen ikke forventet et salg, snarere en børsnotering af selskabet:

»I henhold til selskabets strategi skal holding-selskabet stadig være et konglomerat, og derfor ville en børsnotering give mest mening, så man stadig kunne beholde nogle olieaktier. Men købsaftalen med Total giver jo så Maersk Holding nogle olieaktier hos Total, hvilket jeg tror er noget, Mærsk bevidst har ønsket sig,« siger han.

Totals køb af Mærsk skal nu godkendes af relevante myndigheder, blandt andet af det danske Energi-, Forsynings- og Klimaministerium.

Kommentarer (5)

..en strategisk beslutning, som ikke mindst er truffet på aktionærernes opfordring..

Igen er endnu en del af Danmarks arvesølv på ved til en tilfældig kræmmer.

Samt vores "selvforsyning" blev endnu engang mere udhulet.. Putin og Frankrig har hånden på naturgashanerne,
samt Frankrig kan lukke ned for en del af de løbende finanslovsindtægter.

Enhver mening, holdning og lovning fra Total i dag, kan helt legalt ændres til det modsatte om et par år.

  • 4
  • 9

Indkøb af olie og gas har delvis gjort, at Danmark var selvforsynende, men er det også tilfældet med den Franske overtagelse?
Vores egen olie og gas har hidtil haft en positiv udvikling på vores betalingsbalance, men er det også tilfældet med den franske overtagelse?
Hvorvidt har overtagelsen ændret ved den delvise selvforsyning, som har gjort Danmark mindre afhængig af oliestaterne?

  • 0
  • 4