Fordobling i antal danskere smittet med resistente bakterier fra svin

Antallet af danskere, der bliver smittet med de antibiotikaresistente stafylokokker, MRSA, stiger kraftigt. Ifølge en rapport fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut blev 1.556 danskere smittet med MRSA i 2012, fortæller Ritzau-telegram, som blandt andet Politiken bringer.

Det er en stigning på 20 procent i forhold til 2011, og siden 2009 er det totale antal smittede næsten fordoblet.

Svin i landbruget er i stigende grad skyld i smitten, mens kun få bliver inficeret på et hospital.

»Den fortsatte stigning i antallet af MRSA, specielt for personer med kontakt til landbruget, giver problemer både for de borgere, der er ramt, og det sundhedspersonale, der skal håndtere de smittede patienter,« siger overlæge Robert Skov fra Statens Serum Institut i en pressemeddelelse om rapporten.

Læs også: Amerikanske myndigheder: Antibiotika kan snart være fortid

Af de 1.556 smittede havde 54 procent en infektion ved fundet af MRSA. Smitten kan især være meget alvorlig for svækkede personer som hospitalspatienter.

Et stigende antal danskere bliver hvert år smittet med de genstridige MRSA-bakterier, som ikke lader sig slå ud af antibiotika, der er nødvendig i behandlingen af livstruende infektioner hos mennesker.

Der er også konstateret flere tilfælde af den såkaldte svinetype af de resistente bakterier. Den blev fundet hos 232 personer i 2012 mod 164 i 2011. Det har bevirket en skærpelse af Sundhedsstyrelsens MRSA-vejledning, som betyder, at hospitaler skal spørge patienter, om de har haft kontakt til svin.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Situationen giver måske et ubehageligt indblik i fremtiden - vi ved vi gør noget forkert og vi bliver alligevel ved som om vi ikke kan gøre noget ved det.

Folk med forstand på kombinationen af mikroorganismer og antibiotika har længe påpeget at vi ville komme hertil - og snart står i en endnu værre situation. Der er ikke sket ret meget for at rette op på situationen. Ud over at landmænd nu kan få et gult kort og visse læger er begyndt at overveje om antibiotika er den rette placebo, er alt som det plejer.

Personligt synes jeg, at man kan drage mange paralleller med nutidens debat om energi.

  • 7
  • 0

Ude i det pulveriserende erhvervsliv snakker man meget om Total Cost of Ownership. Altså sådan grundlæggende at man lige regner det hele med, i stedet for bare selve prisen.

Det er jo nok ikke muligt direkte at regne på hvad 100kr. tjent på antibiotikapumpede svin vil koste os i fremtiden, men mon ikke det bliver dyrt? Og ja - det samme gælder jo fossilafbrænding.

  • 7
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten