Fordobler 20 års investeringer: Novo Nordisk udvider produktion i Kalundborg for 17 mia. kr.

Sådan vil en af tre nye produktionsfaciliteter i Kalundborg se. Det er til oprensning af aktive farmaceutiske ingredienser. Illustration: Novo Nordisk

Tre nye produktionsanlæg samt udvidelse af et eksisterende anlæg på produktionsanlægget i Kalundborg. Pris: 17 milliarder kroner. Sådan lyder det mandag fra Novo Nordisk i en gigantisk investering, der fordobler næsten 20 års investeringer.

De nye produktionsanlæg skal især anvendes til at udvide kapaciteten inden for fremstilling af aktive farmaceutiske ingredienser (API), men også til samling og emballering.

Disse udvidelser vil give kapacitet til produktion af Novo Nordisks nuværende og fremtidige orale og injicerbare produkter. De nye faciliteter vil blive automatiserede og omfatte de nyeste produktionsteknologier, lyder det fra Novo Nordisk i en pressemeddelelse..

»Denne betydelige investering i vores produktionsfaciliteter i Kalundborg er et vigtigt skridt i opbygningen og sikringen af fremtidig kapacitet til produktion af vores nuværende og fremtidige orale og injicerbare produktportefølje. Kalundborg er i øjeblikket hjørnestenen i vores produktion af API, og udvidelsen af produktionskapaciteten er vigtig for at imødekomme patienternes fremtidige krav. Den investering, vi annoncerer i dag, understreger vores fortsatte engagement i, at Danmark og Kalundborg er kernen i vores globale produktionsopsætning«, siger Henrik Wulff, EVP, Product Supply, Quality & IT, Novo Nordisk i en pressemeddelelse.

Han forventer at de nye produktionsfaciliteter minimum vil give 30-40 pct. i besparelser i forhold til en standardfabrik, siger han til Børsen.

De nye fabrikker bliver så automatiserede at de kræver færre ansatte end en standardfabrik, som dog forventes at skabe omkring 400 nye arbejdspladser.

»I forhold til en standardfabrik af den her type, så er der signifikante besparelser, både på energi og vand,« siger Henrik Wulff til Børsen. Han vil dog ikke oplyse, hvad det koster at drive en fabrik.

Sidste år annoncerede Novo en udvidelse af Kalundborg-faciliteterne til 800 millioner kroner, som forventes at stå færdig i 2022.

Læs også: Novo Nordisk investerer 800 millioner kr i vestsjællandsk insulin-fabrik

Illustration: Novo Nordisk

Minister tager første spadestik

I Kalundborg producerer Novo Nordisk produkter til behandling af svær overvægt og diabetes samt flere biofarmaceutiske produkter. Siden årtusindskiftet og frem til i dag har Novo Nordisk investeret mere end 18 milliarder kroner i produktionsfaciliteterne i Kalundborg.
Investeringsprojekterne forventes afsluttet i 2027 og flere end 2.500 eksterne personer vil blive beskæftiget i byggefasen. Novo Nordisks produktionsfaciliteter i Kalundborg blev grundlagt i 1969. I dag dækker faciliteterne et areal på 1.200.000
m2 og beskæftiger omkring 3.200 mennesker.

Læs også: Novo-direktør: Kalundborg kan blive verdensførende i biotek med ny ingeniøruddannelse

Illustration: Novo Nordisk

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) glæder sig over den massive investering, og han vil senere mandag sammen med Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, tage det første spadestik til udvidelsen.
»Life science-industrien er et dansk vækstlokomotiv, som leverer varen, også når coronakrisen sætter verdensøkonomien på gyngende grund. Det understreger Novo Nordisk i dag, hvor virksomheden med sin nye fabrik vil skabe hundredvis af nye danske produktionsarbejdspladser, som igen sætter Danmark på verdenskortet. Samtidig vil det styrke patientbehandlingen på tværs af landegrænser i fremtiden,« siger Simon Kollerup i en kommentar i følge Berlingske..

Den gigantiske investering kommer i kølvandet på at Folketinget for nylig besluttede at udvide og forlænge Kalundborg-motorvejen, sådan som medicinalgiganten længe har ønsket, for at gøre det lettere for de ansatte at komme på arbejde.

Novo Nordisk har 47.000 ansatte i 80 lande og sælger sine produkter i omkring 170 lande.