Ford hyrer elgigant til at udvikle fremtidens hybrid-bil
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ford hyrer elgigant til at udvikle fremtidens hybrid-bil

Ford er træt af at være skydeskive for de amerikanske miljøorganisationer, der mildt sagt er utilfredse med det manglende engagement i klimadebatten, som USA's næststørste bilproducent udviser.

Derfor er bilproducenten gået i alliance med elselskabet Edison, der alene i Californien leverer strøm til 13 millioner husstande.

Målet for de to selskaber er at teste, hvordan næste generation af hybridbiler opfører sig og kan integreres i elnettet.

Dagens hybridbiler som Toyota Prius har en lille, eldrevet hjælpemotor, som kan køre bilen nogle få kilometer og blandt andet reducere benzinforbruget i bytrafik.

Den næste generation af hybridbiler skal kunne køre længere på batterierne alene, og de skal kunne oplades i en stikkontakt og ikke kun ved hjælp af benzin- eller dieselmotoren.

Konkurrenten General Motors har præsenteret sit bud på, hvordan sådan en bil ser ud. Prototypen hedder Volt og skal på markedet i 2010.

Til den tid er Ford næppe klar med sin hybrid. Ford-topchef Alan Mulally vil over for nyhedsbureauerne kun sige, at i løbet af fem til ti år vil Ford mestre teknologien.

Bilbatterier skal redde elnet under spidsbelastninger

I første omgang forsyner Ford elselskabet Edison med et par eksemplarer af hybrid-SUV'en Escape, blandt andet i en udgave, der kører på gas og strøm.

Senere vil Ford have udviklet en prototype, hvis batterier kan oplades, og når forsøget kører fuldt ud, vil 20 biler i alt blive testet i samarbejde med Edison.

Ford kaster sig i armene på et elselskab ud fra tanken om, at hybridbiler kan være til lige så stor gavn for elforsyningen som for miljøet ved de store indfaldsveje. Edison skal blandt andet teste systemer til at oplade elbilerne, når der alligevel er et overskud af kapacitet til at producere strøm.

Lige så vigtigt bliver der tale om verdens måske første forsøg, som kan vise, om elbilerne kan fungere som buffer for elnettet. Det sydlige Californien, hvor Ford-hybriderne skal trille rundt på vejene, er ofte ramt af strømsvigt, og Edison vil gerne kunne trække strøm for bilbatterierne, når de er sluttet til nettet under spidsbelastningerne.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra Edison

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten