Forbud mod sutteflaske-kemikalie er på vej i EU
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Forbud mod sutteflaske-kemikalie er på vej i EU

I Danmark må man ikke kunne købe fødevare til 0-3-årige, der er pakket ind i emballage, som indeholder det kemiske stof bisphenol A.

En del af det forbud vil Europa-Kommissionen nu gøre gældende for hele EU.

Stoffet er mistænkt for at være hormonforstyrrende, men for nylig afviste EUs egen fødevareautoritet, EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet) at der var belæg for at ændre grænseværdierne for stoffet.

Men i stedet for at føre sag mod Danmark for at vedtage særregler på området, følger Kommissionen nu trop med Danmark og Frankrig og foreslår strammere regler, sådan som EUs sundhedskommissær, John Dalli, i oktober gav udtryk for.

»EFSAs konklusion peger også på områder med usikkerhed, som er fremkommet i nye studier,« fremhævede kommissæren og citerede fra Efsa-rapporten: »På nuværende tidspunkt kan disse resultaters betydning for den menneskelige sundhed ikke vurderes,« sagde han.

Det europæiske forslag rækker i første omgang ikke lige så vidt som det danske, da det kun omhandler brugen af bisphenol A i sutteflasker til børn under 12 måneder.

Danske politikere har fået blod på tanden

Herhjemme har forbudet været længe undervejs, og især SF og Enhedslisten har kæmpet for at lade tvivlen i de mange undersøgelser af stoffet komme småbørnene til gode.

De to partier fremsætter sammen med de radikale et forslag i næste uge i Folketinget, der skal udvide forslaget, så det også gælder anden fødevareemballage. Det skyldes, at ny forskning tyder på, at stoffet også kan være skadeligt for gravide og andre grupper.

Bisphenol A anvendes for eksempel til foringen af dåser, og ifølge Plastindustrien i Danmark er det svært at finde ordentlige alternativer til stoffet.

EU-forbuddet er ikke vedtaget endnu, men bliver behandlet i den såkaldte Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed i dag. Dernæst skal det en tur forbi ministerrådet og Europa-Parlamentet, der i løbet af tre måneder skal tage stilling til forbuddet.

Herefter vil EU Kommisionen vedtage forbuddet, hvis Rådet og Parlamentet kan tilslutte sig forslaget.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten