Forbud mod biler uden ESP på vej

Tålmodigheden i EU-Kommissionen er slut med fodslæbende medlemslande, der ikke gør noget for at udbrede systemer, der automatisk kontakter alarmcentralen ved ulykker (Ecall), og som forhindrer bilerne i at skride ud.

Allerede i år vil kommissionen starte forhandlinger med europæiske og asiatiske bilfabrikanter for at få en aftale, der vil gøre nødopkaldssystemet Ecall til standardudstyr i alle nye biler fra 2010.

Vivienne Reding, EU's kommisær for informationssamfund og medier, siger:

»Hvis vi vil gøre alvor af at redde liv på vejene, bør alle 27 medlemsstater sætte en frist for, hvornår Ecall og elektronisk stabilitetskontrol, ESC (tidligere bedre kendt som ESP, red.), skal være standardudstyr i alle nye biler.«

»Samtidig bør vi sikre, at der er radiofrekvenser ledige til trafiksystemer, som kan nedsætte antallet af ulykker, mindske trængslen og sænke CO2-udslippet. Hvis det ikke kan ske frivilligt, er jeg klar til at gribe ind,« sagde Vivienne Reding, da kommissionens planer om at fremskynde intelligente biler tidligere på ugen blev vedtaget.

I dag er mange store biler født med elektronisk stabilitetskontrol, men hvis ESC også bliver standard i mindre og mellemklassebiler, vil det årligt kunne redde 4.000 liv og afværge 100.000 sammenstød, fastslår kommissionen.

Derfor foreslår kommissionens næstformand, Günther Verheugen, med ansvar for erhverv og virksomheder, at elektronisk stabilistetskontrol monteres i alle nye biler fra 2011.

Til næste år vil kommissionen dels barsle med retningslinier om, hvordan bilfabrikanterne kan lokkes til at proppe både dyre og billige modeller med elektroniske sikkerhedssystemer, dels foreslå en plan for at indføre de mest effektive CO2-teknologier, rettet mod både biler og infrastruktur.