Efter tyske myndigheder i februar gav grønt lys til etableringen af Femernforbindelsen, anmoder forligskredsen i Folketinget nu Femern A/S om at gå i gang med anlægsarbejdet på den danske side.
Læs også: Efter fem års sagsbehandling: Tyske myndigheder blåstempler Femern-tunnel
Det betyder, at selskabet skal indlede forhandlinger med de to entreprenørkonsortier Femern Link Contractors og Fehmarn Belt Contractors, om at tage de første spadestik på dansk jord.
De første projekter er blandt andet etableringen af en arbejdshavn i Rødby og en tunnelportal på Lolland. I alt vil der blive iværksat aktiviteter for 5,8 milliarder kroner.
Ifølge aftaleteksten fra Transport- Bygnings- og Boligministeriet, vil tunnelen muligvis stå klar til brug allerede i 2028, hvis anlægsarbejdet sættes i gang nu.
Femern A/S skal indlede forhandlinger om følgende anlægsaktiviteter i Danmark
- Etablering af en arbejdshavn ved Rødbyhavn
- Anlæg af en tunnelelementfabrik ved Rødbyhavn
- Etablering af tunnelportal på Lolland
- Etablering af beboelses-og administrationsfaciliteter
- Bestilling af særligt marint udstyr
- Øvrige mindre forberedende arbejder
Risiko for tyske klager
Selv om de tyske myndigheder har underskrevet en godkendelse af den 18 kilometer lange tunnel under Femern Bælt, så er der endnu ikke mulighed for at gå i gang med at bygge på den tyske side. Modstandere af forbindelsen har nemlig mulighed for at starte klagesager, der indgives ved den tyske forbundsforvaltningsdomstol i Leipzig.
Læs også: Ny prognose: Femerntunnel kaprer op til 1.644 biler om dagen fra Storebælt
Det betyder, at godkendelsen kan blive ændret, og det kan potentielt set få konsekvenser for hvordan og hvorledes anlægsarbejdet på den tyske side kommer til at udarte sig.
Det får dog ingen betydning for igangsættelsen af arbejdet på den danske side: Ifølge aftaleteksten fra ministeriet, har det hele tiden været planen at anlægsarbejdet på dansk jord, skulle igangsættes først, da det vil tage 1,5 år inden anlægsarbejdet kan påbegyndes i Tyskland.
