Fogeddom om dybe links er imod nettets natur

Dagbladene fik 31. oktober Fogedretten i Århus' ord for, at et websted ikke må linke direkte til den enkelte artikel på bladenes hjemmesider. Sagen kan få store konsekvenser for hyperlinks til danske aviser.

Direktør for Danske Dagblade (DDF) Ebbe Dal er glad for fogedrettens afgørelse. »Det kan forhåbentlig have en afskrækkende virkning, så den slags piratvirksomhed bliver stoppet.«

Ebbe Dal mener, at alle dybe links er ulovlig - og at denne sag ikke bliver den sidste:

»Nyhedsmedierne er en del af en fødekæde. Hvis vi skal sikre de lødige nyheders rentabilitet - og dermed demokratiet, så skal dybe links kun forekomme, hvis de to sites har lavet en indbyrdes aftale med betaling.«

DDF lagde sag an mod Århus-portalen www.aarhus.hvor.dk, som linkede til udvalgte nyheder hos blandt andet Morgenavisen Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Dagbladet Politiken, Børsen, Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis. Sammen med link fra portalen var et par linier om eller fra artiklen. Ebbe Dal betegner sites af denne art som snyltere og i modstrid med god skik ifølge markedsføringsloven.

Firmaet bag Århus-portalen, Intelligy Net A/S, er under konkurs og har ikke været repræsenteret i fogedretten. Derfor bliver fogeddommen ikke fulgt op af en retssag.

Advokat Martin von Haller Grønbæk, der arbejder med Internetjura, mener, at fogedretssagen i Århus ikke har afklaret, om hyperlinks kræver tilladelse. Fogedretsafgørelsen bygger formentlig på den sag, som Koda og pladeselskaberne vandt i Vestre Landsret i maj. Nogle unge blev dømt for at linke til ulovligt kopierede musikfiler. Her var der tale om links til ophavsretsligt beskyttede musikfiler på www uden tilladelse fra rettighedsindehaveren. Men om det også vil være ulovligt at linke til ophavsretligt beskyttet materiale, der er lovligt tilgængeligt på www, er ikke afgjort.

»Uden en efterfølgende retssag om fogedforbudet, får afgørelsen ingen retslig betydning, for domstolen har så ikke behandlet materien.«

»Men de to sager kan tages som et tegn på, at vi er ved at bevæge os i en retning, hvor det kan blive ulovligt at foretage deep linking.«

Martin von Haller Grønbæk mener, at et ubetinget forbud mod dybe links vil være imod hele hyperlinkstrukturen på Internettet.