For første gang: Patient lagt i dvale med koldt saltvand i årerne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

For første gang: Patient lagt i dvale med koldt saltvand i årerne

Illustration: Mike_Kiev / Bigstock

Samuel Tishermann har oplevet det for mange gange; at en ung mand bliver bragt styrtblødende ind på hans operationsbord og dør i løbet af få minutter, fordi der ikke er tid til at operere.

I dag er Tishermann kirurg på akutafdelingen ved University of Marylands medical center, og han husker især en episode, da en ung mand blev bragt ind på operationsbordet, efter han blev stukket i hjertet under et skænderi om et par bowlingsko.

»Han var en sund og ung mand blot få minutter før. Så pludselig var han død. Vi kunne have reddet ham, hvis vi havde haft nok tid,« fortæller Samuel Tisherman til New Scientist.

Fyldt med koldt vand og lagt i dvale

Siden den episode har Samuel Tishermann tænkt over metoder til at give kirurgerne mere tid til at operere og under et foredrag ved New York Academy of Sciences for nylig kunne han endelig fortælle om en mulig løsning.

For første gang havde et hold læger, med Samuel Tishermann som leder, bragt en traumapatient i en slags dvale ved at sprøjte en saltvandsopløsning direkte ind i patientens hovedpulsåre, skriver The Guardian.

Samuel Tishermann kunne ikke afsløre detaljer om selve operationen eller udfaldet, men beskrev brugen af den såkaldte EPR-teknik (Emergency Preservation and Resuscitation), hvor saltvandsopløsningen er så kold, at den hurtigt køler personen ned til mellem 10 og 15 grader celcius, bremser al hjerneaktivitet og mindsker cellernes behov for ilt.

Efter nedkølingen kan lægerne begynde operationen og har nu omkring to timer, før patienten igen bliver varmet langsomt op, fyldt med blod og får sit hjerte genstartet.

En sidste redning for de få

EPR-teknikken bliver kun brugt på akutte trauma-patienter, der er i så dårlig stand, at de vil dø i løbet af kort tid, typisk af blodmangel. Og netop fordi lægerne kun bruger teknikken på den slags patienter, har de amerikanske sundhedsmyndigheder også godkendt lægernes forsøg med teknikken uden videre og uden patientens samtykke.

Planen er at forsøge med teknikken på 10 patienter og dernæst sammenligne resultaterne med 10 lignende traumapatienter, der ikke har fået tilbudt teknikken. Erfaringer fra forsøg på grise giver lægerne håb om succes, da man har haft flere gode resultater med at køle grisene ned i tre timer og bringe dem tilbage.

Men Samuel Tishermann advarer mod at gøre sig for store forhåbninger om teknikken:

»Jeg vil godt gøre det klart, at vi ikke forsøger at sende folk afsted til Saturn...Vi prøver bare at købe os selv lidt mere tid til at redde liv,« siger han til New Scientist.

De kommende forsøg skal nu vise, hvor store udfordringer der er, især med at undgå skader ved genopvarmning af patienterne. Det er nemlig et kendt fænomen, at der kan opstå skader på væv, hvis det har været uden ilt for længe og får det tilbage under opvarmning.

I de tilfælde er lægerne indstillet på at eksperimenter med forskellige former for medicin for at undgå skader.

Emner : Hospitaler
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten