Første fuldautomatiske tandhjulstog på vej i Schweiz

I 2026 forventer togproducenten Stadler, at toget er køreklart. Illustration: Stadler

Det elektriske tandshjulstogsæt Bdeh ½ har rullet på den schweiziske bjergtogbanestrækning mellem kommunerne Rheineck og Walzenhausen siden 1958 med blot nogle enkelte renoveringer.

Nu skal det pensioneres og erstattes med et helt nyt tandhjulstog, som er fuldautomatisk.

Stadler Rail har nemlig skrevet under på en kontrakt om at levere et nyt tog til jernbaneselskabet Appenzeller bahnen (AB), der står for driften på den 1,9 kilometer lange strækning, skriver Stadler Rail i en pressemeddelelse.

Tandhjulsbaner giver en ekstra sikkerhed, når tog skal køre over stejle etaper, hvor gnidningsmodstanden mellem hjul og skinner ikke er nok til at få toget til at stå sikkert fast på banen.

Derfor er det en fordel at bruge tandhjulsbaner på bjergtogbaner.

Det nye tandhjulstog bliver udstyret med Stadlers CBTC (Communication-Based Train Control)-system. Det betyder ifølge Stadler, at togdriften kan være fuldt automatiseret og førerløs. AB’s personale kan styre toget via fjernstyring.

Sådan ser det nye tog ud fra Stadler. Illustration: Stadler

Stadler hævder, at det bliver verdens første fuldautomatiske tog, der kører 'ude i det fri'. Der findes efterhånden flere fuldautomatiske togsystemer i tunneller eller lukkede baner, eksempelvis metroen i København, hvor risikoen for, at førerløse tog kommer i karambolage med eksempelvis andre trafikanter, er begrænset.

Men det nye schweiziske tog skal køre fuldautomatisk ude i naturen, og derfor skal CBTC-systemet også overvåge og registrere, hvis der kommer nogle forhindringer på sporet.

Stadler regner med, at det nye tandhjulstog er klar i 2026.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fuldautomatisk kørsel er stadigvæk på eksperimentalstadiet. Strækningen er 2km og den nuværende køreplan giver en køretid på 6 minutter. Det giver en hastighed på omkring 20 km/t. Det kan formodentligt håndteres med eksisterende teknologi. Det er vel samme kompleksitet som diverse busser der allerede i dag kører på diverse begrænsede områder.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten