Første europæiske genbrugsraket klar til lift-off: Faldskærm sikrer blød landing

Spansk raket lyste natten op, da den for tredje og sidste gang i sin serie af test tændte sin motor i to minutter svarende til en opsendelse. Illustration: PLD Space

I sidste uge testede det spanske firma PLD Space sin 12,5 meter høje raket Miura 1 i det vestlige Spanien.

Miura 1 forventes at nå en højde på 153 kilometer, når den bliver opsendt i slutningen af året fra El Arenosillo i Spanien, skriver PLD Space i en pressemeddelelse.

Den spanske raket Miura 1 blev testet i et burn på hele 122 sekunder.

Helt særligt er det, at PLD Space har planer om at genbruge sin raket. Ved landing skal raketten udløse sin indbyggede faldskærm, når den befinder sig i tre kilometers højde. Derefter lander den i havet og bliver hurtigst muligt løftet ud af vandet af et skib, der sejler raketten i land for at blive gjort klar til endnu en opsendelse.

Ikke de eneste

Miura 1 kan klare en last på 100 kilogram, så der er stadigvæk et stykke op til SpaceX’ Falcon 9, som kan klare en last på 25 ton. Landingen med faldskærme er også mere simpel end SpaceX-landinger, der sker med tændte motorer.

PLD Spaces insisteren på at genbruge raketter matcher et brændende ønske i branchen fra store til små spillere, såsom amerikansk-newzealandske Rocket Lab, der griber sine raketter midt i luften med en helikopter.

Også ArianeSpace arbejder på at genbruge mindre raketter, som de kalder Maïa, og den franske finansminister Bruno Le Maire har udtalt: »Vi vil have vores SpaceX, vi vil have vores Falcon 9. Vi vil råde bod på et dårligt strategisk valg, der blev truffet for 10 år siden.«

Opgraderede raketter på vej

Miura 1 har opnået mere end 375 mio. kr. i funding, heraf en lille del fra ESA. Men det er langtfra PDL Spaces eneste raket. Der bliver arbejdet på en nyere, større og mere kraftig raket, som skal hedde Miura 5. Den skal kunne sende hele 450 kg i rummet.

Mirua 5 skal have samme system som sin forgænger, men skal være missionsraketten hos PDL Space.

Fra 2024 er det planen, at den kan bruges til at sende små satellitter til lavt jordkredsløb.

(Denne artikel er skrevet af vores 9.klasses-praktikant Emil Saxe).