Første danske patienter opereret med ny forbedret metode til behandling af atrieflimren

Illustration: Chinnapong/Bigstock

Sommeren 2021 har både i konkret og overført betydning stået i hjertets tegn på både godt og ondt, efter fodboldspiller Christian Eriksen den 12. juni på tragisk vis faldt om med et kortvarigt hjertestop i Parken med bare et par minutter igen af første halvleg i EM-kampen mellem Danmark og Finland.

Gudskelov kom Christian Eriksen hurtigt tilbage til livet.

Hændelsen fik sidenhen både landsholdet og nationen til at rykke sammen i bussen, som - foruden den imponerende EM-slutrunde - førte til, at flere tusinde danskere har meldt sig som hjerteløbere, mens Hjerteforeningen har oplevet stor interesse for dets hjerteredderkurser.

Nu melder Herlev og Gentofte Hospital om mere godt nyt for landets hjertepatienter, idet afdeling for Hjertemedicin på Gentofte Hospital som det første hospital i både Danmark og Skandinavien i denne uge har opereret de første patienter med en helt ny Pulsed Field Ablation-metode (PFA) til behandling af atrieflimren, hvor man i få sekunder laver et kraftigt højspændingsfelt, som ødelægger den del af vævet, der forstyrrer hjerterytmen.

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Mere sikker metode

Ifølge regionen er metoden både mere sikker og mere effektiv end de metoder, der i dag anvendes. Blandt andet, fordi risikoen for sjældne komplikationer som skade på spiserøret eller nerveskader elimineres, ligesom den nye behandling er mindre tidskrævende.

»Hidtil har man benyttet henholdsvis varme eller kulde i ablationsbehandling, hvor man enten brænder eller fryser den del af vævet i hjertet, som giver rytmeforstyrrelser. Problemet med disse behandlinger er, at de ikke specifikt rammer hjertemuskelceller, men også andet væv, som er følsomt for varme- og kuldeskader,« hedder det.

Læs også: Christian Eriksen får hjertestarter: Overvågningsteknologi skræddersyr behandlingen

Med den nye behandlingsmetode laver man også kontrolleret vævsskade i hjertet med et kraftigt højspændingsfelt i få sekunder omkring det område, man ønsker at beskadige, hvilket får cellemembranerne til at danne nogle porer, som gør cellerne så utætte, at de dør.

»PFA er non-termal, dvs. uden varme- eller kuldeudvikling, og metoden udnytter, at hjertemuskelceller er ca. 10 gange mere følsomme for netop denne påvirkning end cellerne i de omgivende væv. Derfor kan man lave en mere effektiv og holdbar behandling uden at risikere skade på andet væv,« skriver regionen.

Overlæge Jim Hansen, der har bragt metoden til afdeling for Hjertemedicin på Gentofte Hospital og været med til at operere de første patienter, siger:

»Det er gået godt og helt efter bogen. Det er et stort gennembrud, at vi nu har mulighed for at tilbyde en både mere effektiv og sikker behandling til de patienter, der lider af atrieflimren.«

»Det er i første omgang en metode, vi vil bruge til patienter, der skal have første behandling for atrieflimren, men på sigt er det min forventning, at behandlingsprincippet også vil kunne bruges på andre typer rytmeforstyrrelser.«

Mellem 50.000 og 70.000 danskere - især ældre - lider af hjertelidelsen. Mindst 30 patienter vil over en prøveperiode på tre måneder blive opereret efter metoden, oplyser Region Hovedstaden.

I videoen herunder kan du se en video om behandlingsmetoden.