Første danske firma klar med ombejlede stamceller

Det danske firma Bioneer er nu i gang med produktion af de såkaldte iPS-celler, der bliver spået til at revolutionere udviklingen af medicin.

IPS-celler er en slags nulstillede stamceller, og i forbindelse med f.eks. udvikling af medicin til patienter med Alzheimers kan Bioneer tage hudceller fra patienterne og udvikle dem til iPS-celler.

På den måde kan medicinalindustrien teste medicin på celler i stedet for på mennesker eller dyr og udvikle behandlinger, der er skræddersyede til den enkelte patient.

Bioneer har arbejdet tre og et halvt år på at skabe en produktion og mærkede for alvor et gennembrud for et halvt år siden. I dag har de fået flere store farmaceutiske virksomheder som kunder, og interessen er så stor, at de i den nærmeste fremtid regner med at lave mellem 10 og 20 produktioner om året til en værdi af omkring 400.000 kroner pr. produktion.

»Vi oplever en ret stor interesse for tiden,« siger Christian Clausen, der er gruppeleder på Bioneer, som ligger under DTU som et GTS-institut og har fem personer tilknyttet udvikling af iPS-teknologi samt studerende.

Læs også: Fagre nye Verden for Stamcelleforskning

På verdensplan er Bioneer dog langtfra de eneste, der producerer iPS-celler til lægemiddelindustrien. Ifølge den danske stamcelleforsker og ph.d. Agnete Kirkeby har japanske firmaer gjort det i flere år, ligesom det tidligere svenske firma Cellartis også producerer cellerne.

I dag er udviklingen af iPS-celler også blevet så standardiserede, at man kan købe kits med instruktioner om, hvordan man selv laver iPS-cellerne i et laboratorium.

Faktisk bruger Bioneer også kits købt i USA, men ifølge Christian Clausen vil medicinalvirksomhederne helst outsource det arbejde til andre - som f.eks. Bioneer.

»De farmaceutiske firmaer har fokus på udvikling af lægemidler og ikke på at lave stamceller. De vil groft sagt bare have nogle celler, som de kan teste deres medicin på,« siger han og påpeger, at Bioneer ikke alene skaber cellerne, men også kvalitetssikrer dem, hvilket er et krævende arbejde, der kræver specialiseret personale.

Nobelpris-teknologi bag iPS-cellerne

Bioneers stamceller bliver til ved brug af den iPS-teknologi, der i år gav den japanske forsker Shinya Yamanka nobelprisen for hans gennembrud i 2006, hvor intakte modne celler i mus kunne omprogrammeres til at blive umodne stamceller.

Hos Bioneer er der groft sagt tale om, at forskerne trykker Ctrl+Alt+Delete på cellerne for at slette deres hukommelse og bringe dem tilbage til et stadie, der minder om moderstamcellerne, også kaldet de embryonale stamceller.

Det gøres ved at sende såkaldte transkriptionsfaktorer ind i f.eks. en hudcelle, hvorved cellen bringes tilbage til et embryonalt stamcellestadie, altså en slags modercelle.

Disse umodne stamceller, iPS-celler, kan derefter styres i laboratoriet til at udvikle sig til en nervecelle, hjertecelle eller anden somatisk celle.

Flere forskere sender transkriptionsfaktorerne ind i cellernes dna-struktur ved at indsætte dem i en virus og lade den trænge ind i cellen.

Læs også: To stamcelleforskere vinder nobelprisen i medicin

Til brug i medicintest eller behandlinger er den metode dog absolut uønsket, da man risikerer, at dele af virus integrerer sig i cellen og skaber mutationer. Derfor bruger Bioneer såkaldte plasmider, der er cirkulære dna-molekyler, til at bære transkriptionsfaktorerne ind i cellen.

Når cellen er 'nulstillet', begynder arbejdet med at kvalitetssikre den. F.eks. sikrer Bioneer, at cellen er i stand til at udvikle sig til alle typer af celler. Dernæst begynder produktionen af en stor pulje af celler. I alt tager arbejdet med at producere et stort antal iPS-celler fire til seks måneder.

Stamcelleforsker: Forvent hård konkurrence

Trods Bioneers meldinger om en 'stor interesse' mener den svenske stamcelleforsker og ph.d. Agnete Kirkeby fra Wallenberg Neuroscience Center på Lunds universitet, at prisen på omkring 400.000 kroner lyder for dyr, når man tager i betragtning, at firmaer selv kan købe standardkits og producere iPS-cellerne.

»Men det er jo rigtig fint, at der er nogle i Danmark, som har taget initiativ til at udbyde en service som denne, da det helt klart er en teknik, som er yderst vigtig i sygdomsforskning. IPS-teknologien vil blive mere og mere udbredt som supplement til dyreforsøg. Firmaet skal dog forvente hård konkurrence fra andre firmaer,« siger Agnete Kirkeby.

Foruden produktion af iPS-celler videreudvikler Bioneer cellerne i deres laboratorier og deltager blandt andet i et forskningsprojekt, der skal udvikle stamcellemodeller til at identificere nye lægemidler til behandling af hjernelidelser som Alzheimers.

Forskningsprojektet er støttet af Højteknologifonden, og blandt de andre partnere er medicinalvirksomheden Lundbeck, Københavns Universitet, Rigshospitalet, Aarhus Universitet og firmaet Pixiegene.

Dokumentation

Bioneers hjemmeside