Første Boeing-737 færdiggjort på kinesisk fabrik

28. december 2018 kl. 11:24
Første Boeing-737 færdiggjort på kinesisk fabrik
Illustration: Thomas Peter.
Nu har den amerikanske flyproducent Boeing ligesom sin europæiske konkurrent Airbus et produktionsanlæg i Kina.
Artiklen er ældre end 30 dage

Fra åbningsceremonien for Zhoushan-anlægget 15. december. Air China har nu 144 B737-fly i sin flåde. Illustration: Thomas Peter.

Mens Airbus har produceret passagerfly i Kina i snart ti år, har selskabets amerikanske konkurrent Boeing indtil nu valgt at færdigbygge alle fly i USA.

Men det er ikke tilfældet længere. Det første Boeing-fly er netop blevet leveret fra firmaets nye produktionsanlæg i Kina.

Det var et B737 Max 8, som blev leveret til Air China.

Hver tredje 737 til Kina

Det er første gang, Boeing bygger en fabrik af denne type uden for USA, og det er selvsagt ikke helt ukontroversielt på hjemmebanen. Til læsere hjemme i USA understreger Boeing tidligt i pressemeddelelsen om åbningen, at det øger kapaciteten og sikrer amerikanske arbejdspladser inden for luftfartsindustrien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig siger det sig selv, at dette handler om at sørge for at få et mere stabilt fodfæste på et meget vigtigt marked. Ifølge Boeing går omtrent hver tredje 737-maskine nu til et kinesisk selskab.

»Kina er på vej til at blive verdens største luftfartsmarked. Vores seneste beregninger indikerer, at Kina har behov for 7.680 nye passagerfly de kommende 20 år,« skriver den amerikanske flyproducent i meddelelsen.

»Dette cementerer vort øgede samarbejde med Kina, som går næsten 50 år tilbage,« sagde Boeing-chef Kevin McAllister under ceremonien.

100 fly om året

Der er altså ikke tale om en slutmonteringsfabrik – det, som betegnes som en 'final assembly line' (FAL) – men om et såkaldt 'completion and delivery center'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Boeing 737'erne flyver fra Renton, ved Seattle i USA, til Zhoushan, lige syd for Shanghai i Kina. Her udføres interiørarbejdet, og flyene færdigbygges, før de gennemgår formelle procedurer knyttet til overlevering til kunderne. Der skal også udføres vedligehold her.

Anlægsstart på bygningerne, som tilsammen har et areal på 62.000 kvadratmeter, var i maj 2017. Anlægget er ikke hundrede procent oppe at køre endnu. Blandt andet skal der bygges tre lakeringshangarer.

Forventningen er, at der kan rulles omkring 100 fly om året ud fra denne fabrik. Men så snakker vi også om hele den nye 737-familie: Max 7, Max 8, Max 9 og Max 10.

Færdiggørelsescentret er et fællesforetagende mellem Boeing og Commercial Aircraft Corporation of China (Comac).

Arbejder med sine egne fly

Comac har længe samarbejdet med Boeing. Parallelt arbejder det kinesiske selskab målrettet på at blive en reel konkurrent til både amerikanerne og Airbus og deres to totalt dominerende kort- og mellemdistancefly, altså B737 Max og A320 Neo.

Deres første forsøg designet helt fra bunden hedder C919. Dette fly blev fremvist offentligt første gang i efteråret 2015 og gennemførte sin jomfrufærd 5. maj 2017.

Comac har også et fly beregnet på regionale ruter, ARJ-21, som minder meget om DC-9. På sigt skal selskabet, i samarbejde med russiske UAC, også producere wide-body-fly.

En fuldskalamodel af det kommende langdistancefly blev fremvist i november, og designfasen skal efter planen være færdig i løbet af 2019. Hvis alt går, som det skal, kan det sættes i drift midt i 2020'erne.

Ti år gammel Airbus-fabrik

Når det gælder kinesisk flyproduktion, kan Airbus byde Boeing velkommen i landet. For tre måneder siden fejrede Airbus nemlig, at det var ti år siden, de startede bygningen af en A320-fabrik i Tianjin i Kina. Siden det første passagerfly rullede ud i 2009, er tæt på 400 fly i A320-familien blevet produceret her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Airbus har over 700 ansatte på denne slutmonteringsfabrik i Tianjin. Illustration: Airbus.

For Airbus repræsenterer kinesiske kunder næsten en fjerdedel af produktionen. Kapaciteten er støt blevet øget, således at den kommer til at ligge på seks fly om måneden på denne tid næste år.

Tianjin-fabrikken var Airbus' første FAL uden for Europa. Siden har de også lagt en fabrik i Mobile, Alabama, USA, som supplerer fabrikkerne i Hamburg og Toulouse. Produktionstempoet skal i 2019 op på 60 A320 per måned. Også Boeing skruer tempoet på B737 op til 57 om måneden næste år.

Airbus har et sted meget lig Boeings 'completion and delivery center' til wide-body-flyet A330 i Tianjin. Det første langdistancefly af denne type blev afleveret i september sidste år fra havne- og industribyen med ca. 15 millioner indbyggere lige sydøst for Beijing.

Artiklen er fra tu.no.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger