menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Næste sommer vil Aarhus Universitets øjne være rettet mod rummet, når der skal flyves udstyr til Den Internationale Rumstation, ISS. For med om bord befinder der sig højst sandsynligt den første aarhusianske nanosatellit – en såkaldt CubeSat.
Ifølge planen skal satellitten inden for et par måneder derefter sendes i kredsløb om Jorden i en højde af 400 km, og så styrer de studerende nede fra Aarhus satellitten fra en hjemmebygget kontrolstation.
Hen over fire måneder skal satellitten indsamle data, som studerende kan arbejde videre med. Det arbejde fortsætter efter, at satellitten har tabt så meget højde, at den brænder op i Jordens atmosfære.
Mandag og tirsdag har en flok studerende på to adresser i Aarhus haft travlt med at samle både satellitten kaldet Delphini-1 og antenne- og modtagerudstyr til et kontrolcenter. Arbejdet skrider tirsdag eftermiddag planmæssigt frem.
De er færdige med at montere indmaden til satellitten, og afprøver nu de enkelte komponenter via den medfølgende software. De forventer at blive færdig i morgen med at montere solcellepaneler og antenner på satellitten.
Og de studerende vil så prøve at sende et signal fra satellitten de cirka 1500 meter over til en anden bygning, hvor et hold studerende er i gang med at kalibrere modtageantenneudstyret.
Satellitprojektet er det første synlige bevis på, at Aarhus Universitet har fået sit eget rumprogram, hvor både studerende og videnskabsfolk får en ny tilgang til forskning via satellitter i lavt kredsløb om Jorden.
Tre institutter på Aarhus Universitet - Institut for Fysik og Astronomi, Institut for Ingeniørvidenskab og Institut for Geoscience – står sammen om rumprogrammet, hvor man vil undersøge, hvordan satellitterne kan anvendes i videnskabelige undersøgelser.
Projektet får støtte af Aarhus Universitets Forskningsfond, Styrelsen for Forskning og Uddannelse, Det Europæiske Rumorganisation ESA samt den private rumfartsvirksomhed GomSpace i Aalborg, der er specialister i CubeSat, og leverer udstyr og instruktører. Det følger i kølvandet på projekter på Aalborg Universitet og DTU Space, hvor studerende med stor succes har bygget nanosatellitter og fået dem sendt i kredsløb om Jorden.
Den rette betegnelse er vel en Liter-satellit!
Det bliver spændende at følge hvad resultater der kommer fra satellitten.
Når jeg ser billedet af antenneopstillingen, virker den dog ikke så avanceret og jeg kan huske, at de i Aalborg havde problemer med modtagelsen fra deres kubesatellitter.
For 50 år siden var jeg med til at tage signaler ned fra vejrsatellitter. Der blev benyttet en platform fra en GCA radar. Den var påmonteret 4 helicalantenner. De gjorde det muligt ved hjælp af faseforskydningen af signalet fra satellitten, at følge satellitten over himlen.
Hele systemet inklusive dataene var analogt.
Har selv arbejdet på GCA-radar på Værløse i begyndelsen af 80'erne. Troede kun den kunne benyttes ifm approach af runway. Spændende og anderledes at benytte den til tracking af satellitter og modtagelse af data. Hvorledes og hvor meget af den oprindelige platform for GCA'en blev benyttet (både TX og RX delen ?)
Det foregik i Karup. Det var kun det mekaniske inklusive motorer og styringen til dem som blev brugt.
Trackingen bestod i princippet af fire modtagere og en fælles lokaloscillator. Med det, kunne man få fasen ud af bærebølgen.
Selve signalet blev optaget på en båndoptager og blev samtidigt skrevet ud på en faksimile (hedder det vist nok).
Skal vi så kalde en nano satellit på 6 moduler en seks lites satellit?