Første 3D-printede medicin er klar til brug

3D-print er i rivende udvikling, og nu er der kommet et gennembrud på feltet i medicinens verden. US Food and Drug Administration (FDA) har nemlig for første gang godkendt et 3D-printet medikament.

Det er den epilepsi-bekæmpende pille Spritam, som er produceret af virksomheden Aprecia, der har fået grønt lys til at gå i handel i en 3D-printet udgave på det amerikanske marked.

Hurtigt opløselig

Pillen bliver fremstillet gennem en ganske porøs proces kaldet ZipDose, som sikrer den fuldstændig nøjagtige dosis i pillen, og som kan producere piller med helt op til 1.000 mg. Det giver lægerne en fuldstændig sikkerhed for, at pillerne indeholder den nøjagtige dosis, der er tiltænkt.

ZipDose-teknologien bringer også opløsningstiden ned på ganske få sekunder, hvilket vil være en glædelig nyhed for de patienter, der har svært ved at sluge de ofte store piller. Især børn og ældre kan have tendens til at skippe medicinen som følge af ubehageligheder ved slugningen. Aprecias nye pille er pulveriseret, inden man kan nå at mærke efter.

Godkendelsen kan vise sig at være et vigtigt skridt i brugen af 3D-print i medicinens verden. Der bliver allerede produceret 3D-printede instrumenter til medicinsk brug, ligesom forskere arbejder på 3D-printede legemsdele, der på sigt kan komme manglen på donororganer til livs. Selvom en pille godt nok er milevidt fra printede organer, er det et signal om, at FDA mener, at 3D-printede piller er sikre nok til brug for mennesker.

Den 3D-printede Spritam forventes at komme på det amerikanske marked i begyndelsen af 2016.

Emner : Medicin