Førerløse trucks indtager verdens mest sikre veje

Volvo har længe barslet med sine selvkørende Trucks. Foto fra en YouTube PR-video fra Volvo. Illustration: Volvo/Youtube

Tager du på bilferie til Sverige i denne måned eller inden for de næste tre, har du chancen for at passere et 32 meter langt køretøj uden en fører med hænderne på rattet.

Helt præcist på Riksväg 40, der er en 146 kilometer lang vej fra Göteborg, via Ulricehamn og Borås til Jönköping. De lange køretøjer er førerløse Volvo-trucks med påhæng.

Chalmers tekniska högskola, bilproducenten Volvo og byen Borås har nemlig indgået et samarbejde om test af førerløse enheder. Det beretter lokalavisen Borås Tidning.

Ideen om selvkørende biler spreder sig over hele kloden og bliver også afprøvet i særdeleshed i Schweiz og Finland her på vores europæiske kontinent. Men Volvos nye forsøg adskiller sig ved, at dimensionerne er større både i forhold til vægtmasse og længde.

Læs også: 26-årig bygger selvkørende bil på en måned - nu vil han slå Tesla

Til at begynde med vil der sidde en fører i kabinen, hvis en utilsigtet hændelse skulle ske. Men Volvo satser på, at sikkerheden demonstrerer sit værd, så de førerløse trucks kan indtage vejen i et kommercielt omfang omkring 2020.

Volvo afprøver også autonome enheder i en svensk mine ved byen Kristineberg, og Scania afprøver føreløse trucks på en testbane i udkanten af Stockholm.

Læs også: Bilproducenter: 'Selvkørende' er alligevel ikke 'selvkørende'

Statistisk er der noget at leve op til for de førerløse biler i Sverige. Volvos trucks indtager nemlig veje, der anses for at være verdens mest sikre målt på antallet af ulykker og trafikdrab. En statistik, som tilskrives Vision Zero-initiativet fra 1997. Blot tre ud af 100.000 svenskere dør i trafikulykker årligt imod 5,5 ud af 100.000 europæere og 11,4 ud af 100.000 amerikanere.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Rettelse: Det er Volvo Trucks, del af Volvo Group, der laver trucks og ikke bilproducenten Volvo cars (der ikke længere er en del af Volvo Group..)

  • 4
  • 0

Chalmers tekniska högskola, bilproducenten Volvo og byen Borås har nemlig indgået et samarbejde om test af førerløse enheder

  • den svenske stat må vel også ind i billedet (vedr. dispensation fra gældende lovgivning), om ikke før så når/hvis 'sikkerhedspersonen' fjernes fra førerhuset!?
  • 1
  • 0

Nej, jeg tænkte præcis det samme. Og undrede mig også over, at artiklen omtaler et 32 meter langt fartøj. Normalt er et fartøj noget der flyver i luften eller sejler på havet. Transportmidler som kører på landjorden kaldes for køretøjer.

  • 2
  • 0

Inden nogen kvæles i deres egen opkast, så husk på, at sproget udvikler sig hele tiden, især de mindre sprog. En truck er normalt betegnelsen for en læsser: gaffeltruck, men mange lastbilchauffører kalder sig selv for trucker... Lastbil er den mest gængse danske betegnelse. Fartøj kan også anvendes, da det dækker over multibegrebet transportmiddel. Det er rart med et varieret sprogbrug.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten