Førerløs bil sluppet løs i Berlin

14. november 2010 kl. 11:008
Tyske ingeniører har sendt førerløs Volkswagen på tur i Berlins gader. Bilen, der kan følges på en iPad, er bl.a. udstyret med kamera på toppen, radarsensor og laserscanner.
Artiklen er ældre end 30 dage

Made In Germany (MIG). Større kvalitetsstempel findes ikke, må ingeniører på Autonomos-laboratoriet ved Det Frie Universitet i Berlin have tænkt, da de navngav deres seneste opfindelse: En førerløs bil, der ved hjælp af tre kameraer, en radarsensor, flere laserscannere og satellitnavigation kan skabe tredimensionelle modeller af vejene og dermed 'se' fodgængere og andre bilister - og altså håndtere selv komplicerede trafikale situationer.

Endnu er bilen stadig i testfasen, men de tyske ingeniører har allerede testet bilen på offentlige veje i Berlin med succes. Umiddelbart er gadgeteffekten dog ikke så stor udefra, hvor bilen ligner en almindelig Volkswagen Passat med et kamera monteret på toppen.

Men til gengæld er der masser af gadget-lir i den medfølgende iPad-applikation, hvorfra man som bilejer kan følge sin bils færden via GPS (hvis man da ikke blot ruller vinduet ned).

Forbudt for bilister

»I fremtiden vil det af sikkerhedsgrunde være forbudt for folk at køre i biler,« lød det bombastisk fra en af bidragerne til projektet, professor og computerforsker Raul Rojas, der dog samtidig gættede på, at teknologien vil være at finde på motorvejene om 10-20 år.
»De selvkørende biler kan skabe en ny virkelighed med deling af køretøjer, hvor den samler passagerer op ved deres hoveddør og transporterer dem på arbejde, hvorefter den kører videre med andre passagerer.«

Mere effektiv kørsel

Helt så langt har Volkswagen, der leverer bilerne til forsøget, dog ikke umiddelbart tænkt sig at gå.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det udstyr, der bliver udviklet i forbindelse med disse test, kan blive brugt til at skabe en mere sikker og effektiv kørsel i vores biler. Systemet kan blive nedskaleret og tilpasset den enkelte billist,« siger PR-manager for Volkswagen, Mona El Mahdi, til arabiske Khaleej Times.

Hun suppleres af endnu en PR-manager, Karin Haferkorn, fra Audi ME:

»Vores mål er ikke at erstatte billisten, men at yde støtte med ny teknologi.«

MIG er langtfra den første førerløse bil. Blandt andet har Google benyttet førerløse biler til at tage billeder til Google Street View. Alle førerløse biler har dog stadig indeholdt mindst et styk menneske af kød og blod, som kan tage over, hvis noget går galt.

8 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
15. november 2010 kl. 12:51

Hvordan vil f.eks. to førerløse biler løse en konflikt?

Det vil de gøre konsekvent og korrekt. Modsat to mennesker.

Naturligvis er det meget mere indviklet at lave en føreløs bil i forhold til en føreløs metro. Men principper omkring ansvar med mere er præcis det samme.

Føreløse biler er også bare et "system". Et meget indviklet et. Faktisk så indviklet, at jeg ærligt talt ikke tror på at vi får det at se, før nogen forenkler det lidt. Det kan gøres ved at opsætte "skilte", "lyskurver" eller andre hjælpemidler der hvor det er sværrest. Altså ud over "menneske" udgaverne af disse hjælpemidler kan der opsættes ekstra til computerne.

Metroen kan køre sammen med almindelig toge styret af mennesker. På samme vis vil det være muligt at lave et system til biler, hvor nogle af bilerne er automatiske og andre med et menneske bag rattet.

Med tiden vil det naturligvis bliver ulovligt at føre sin bil manuelt i byerne. Vi kan ikke blive ved med at leve med det høje antal trafikdræbte og skader.

7
15. november 2010 kl. 10:19

Selv om vi stadigvæk allesammen har hver vores førerløse bil (i stedet for det dér delebils-koncept), er der jo et kolossalt potentiale i det her.

-Parkeringsproblemer er løst. Bilen kører selv ud og finder en plads. -Spirituskørsel er ikke-eksisterende. -Det samme gælder alle de andre ting som kan indisponere bilisten: Sovepiller, antidepresiver, hash, etc. -Antallet af færdselsuheld falder med garanti drastisk. -Transporttiden kan udnyttes til andet end at glo ud ad vinduet. At sidde i en bilkø med en bog eller en bærbar computer er langt mindre stressende. -Men ken sende bilen førerløst ud for at hente nogen på f.eks. stationen. -Man kan tilkalde bilen derfra hvor man er. F.eks. kan man blive sat af på rådhuspladsen, gå op gennem gågaden og blive samlet op af sin bil ved Nørreport Station.

Find selv på flere.

Og inden der er nogle der kommer med morsomme sammenligninger med busser og toge: Der er ingen sammenligning, så drop det!

Den dag sådan en bil er i butikkerne (og er til at betale), så køber jeg en med det samme!

6
14. november 2010 kl. 21:33

Men føreløse delebiler ville virkelig være fedt. Synd og skam at stort set alle biler holder stille 95% af tiden. Her kan man virkelig tale om miljøvenlige biler, næsten uanset hvor meget de så sviner - for det vil spare miljøet for produktionen af en masse biler. Problemet er nok bare at bilproducenterne, som nævnt i artiklen, højst sandsynligt ikke vil arbejde ret hurtigt i den retning, for det vil betyde mindre salg. Og regeringerne heller ikke, for det vil betyde færre arbejdspladser.

Jeg har længe drømt om en situation hvor man kunne bestille den form for køretøj der passede bedst til situationen. Én personers, når jeg bare selv skal ned i byen og 5 personer med stort varerum når hele familien skal på tur.

Og hvis de så også kunne koble sig automatisk sammen på fremtidens motorveje, så ville der virkelig kunne spares noget på lange ture hvor et helt biltog ville kunne trækkes på den mest optimale måde af få af de involverede biler.

5
14. november 2010 kl. 19:54

Elevatorer og metroen også for den sags skyld opererer alene eller i et system af samme slags (lidt kluntet). En førerløs bil, for ikke at sige flere, skal altså arbejde sammen med alle mulige andre, fodgængere, cyklister, biler med fører, barnevogne osv. Hvordan vil f.eks. to førerløse biler løse en konflikt? Hvordan skal de indrettes til forskelle i færdselsregler. I USA stoppes der næsten konsekvent for fodgængere, så man føler sig tvunget til at krydse vejen. I Danmark skal man virkelig vise vilje til at krydse for at få en reaktion. Ved normale trafikanter har man en mulighed for at forudsige reaktionen ved at se om modparten har set een, hvordan sikrer man det ved førerløse biler? Projektet er interessant, og man kan sikkert lære meget af det, men at sætte det i fuld drift lyder farligt.

4
14. november 2010 kl. 17:20

Sammenlignet med Toyotas problemer med en elektronisk speeder, så kan dette blive astronomisk. Der må ligge mange job for advokater i den teknik.

Det er ejeren og producenten som har ansvaret. Ejeren har ansvaret for, at produktet er i rette stand, og har gennemgået den af producenten foreskrevne vedligeholdelse. Producenten har ansvaret for, at produktet fungerer korrekt, og ikke f.eks. slår mennesker ihjel, såfremt producentens anvisninger følges.

Internt i virksomheden, er det måske lidt svært at placere ansvaret - men jeg vil tro det typisk går oppefra og ned. Det er virksomhedens ansvar, at sikre "redundans", således at en programmørs fejl intet betyder for produktet. Dog, vil programmører kunne samarbejde om, at sætte virksomhedens sikkerhedssystemer ud af kraft, og så er det programmørens ansvar. Men, en programmør der arbejder alene, og ikke bevidst forsøger at indlægge fejl i softwaren, vil ikke have et ansvar. Derimod, har de overordnede ansvaret for at opdage en sådan fejl, og det må være et krav, at de har metoder, og kan dokumentere metoder, således de kan sandsynliggøre det.

Idag kniber det nok med at kunne det, og så vil det reelt være en undersøgelse der "placerer" et ansvar.

3
14. november 2010 kl. 16:42

Hvem har egentlig erstatningsansvaret hvis bilen kommer ud for et uheld?

Hvem har ansvaret hvis Københavns førerløse Metro kører nogen ned? Hvis en elevator går amok, nu hvor de levers uden elevatordreng?

Vi har allerede mange automatiske systemer, hvor fejl kan medføre personskade og dødsfald. Dette er intet nyt. Derfor er spørgsmålet ikke så spændende.

2
14. november 2010 kl. 16:30

Sammenlignet med Toyotas problemer med en elektronisk speeder, så kan dette blive astronomisk. Der må ligge mange job for advokater i den teknik.

1
14. november 2010 kl. 15:35

Mht fuldautomatiske automobiler

Hvem har egentlig erstatningsansvaret hvis bilen kommer ud for et uheld?

Føres strafansvaret så tilbage til programmørerne, producenten ,sælgeren , ejeren af bilen eller den person der sidder i den under uheldet?

Pt. kan man i Danmark få fængselsstraffe op til 8 år ved uagtsomt manddrab i trafikken, så jeg kunne forestille mig det er et vigtigt spørgsmål