Førerløs Audi drøner 240 km/t - hurtigere end en racerkører
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Førerløs Audi drøner 240 km/t - hurtigere end en racerkører

Illustration: Audi

En ikke helt almindelig Audi RS7, der ikke havde nogen fører, men var styret af computere, kørte en omgang på racerbanen Hockenheim lidt syd for Frankfurt på lidt over to minutter. Det er ifølge Audi selv verdensrekord for førerløse biler sat på en bane, hvor der blandt andet køres Formel-1.

Da en racerkører bagefter forsøgte at gøre bilen kunsten efter, kørte han fem sekunder langsommere. Det skriver BBC, der også bringer en video af den hurtige omgang.

Bilen brugte en kombination af kameraer, laser-scannere, GPS-lokationsdata, radiotransmissioner og radarsensorer til at guide sig selv rundt på banen, mens data blev behandlet af computerudstyr, der ifølge billederne fyldte det meste af bagagerummet.

Læs også: Volvo-lastbiler får radar, stereokamera og laser til at holde styr på cyklisterne

For at orientere sig på banen brugte bilen specielle forbedrede GPS-signaler. De bliver sendt til bilen via wifi og gennem højfrekvens radiosignaler som backup. Samtidig filmer 3D-kameraer inde fra bilen, mens bilen kører på banen. Computeren bagi sammenligner billederne fra kameraet med billeder, der allerede ligger i hukommelsen, og det gør ifølge Audi det, at bilen kan orientere sig på banen med få centimeters nøjagtighed. Det fremgår af Audis pressemeddelelse.

Professor David Bailey fra Aston Business School, der ifølge BBC kender branchen, peger dog på, at det er en sværere kunst at få bilen til at køre i trafikken end på racerbaner.

Læs også: Leder: Skrot afgifterne på teknologien til førerløse biler

»Jeg tror, at vi kommer til at se førerløse biler på vores veje inden for et årti, men der venter stadig masser af arbejde. Du skal være sikker på, at bilerne interagerer med andre førerløse biler såvel som med dem med fører - og du skal være sikker på, at softwaren virker i alle situationer,« siger han.

Ligeledes er et af de indtil videre store spørgsmål, hvordan forsikringsforholdene er for førerløse biler.

Også Daimler, Volvo, Tesla og BMW eksperimenterer med biler ført med kunstig intelligens, ligesom andre ikkebilfabrikanter som Google, Panasonic og Autolive er med i udviklingskapløbet.

Kilde BBC
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Da en racerkører bagefter forsøgte at gøre bilen kunsten efter, kørte han fem sekunder langsommere. Det skriver BBC, der også bringer en video af den hurtige omgang.

På linket fra BBC står der:
"Audi - a division of Volkswagen - also put a human behind the wheel of the vehicle for a comparison lap. He took five seconds longer to complete the circuit."

at sætte human=racerkører er nok lidt af en overdrivelse ? ;o)

Jeg har set omgangen et par gange, og er ikke i tvivl om, at en racerkører kunne gøre det bedre - bilen er - eftermin mening - på intet tidspunkt i nærheden af grænsen.

mvh Flemming

  • 9
  • 1

Der har tidligere været eksempler på hvor firmaer har vist hvordan deres biler kan gøre fantastiske ting "førerløst". Dette blev vist for et par år siden i en BMW der var med i topgear og lavede samme stunt. Det viste sig dog at før bilen kunne klare denne udfordring, der havde man kørt bilen rundt på hele ruten langsomt, med en fører bag rattet for at bilen kunne lære banen at kende.

Desuden er det jo ikke underligt at bilen kan kører hurtigere end en menneskelig fører da den kan beregne hele ruten, optimale linjer igennem kurver, absolut maksimal hastighed i forhold til udskridning og kan gøre det konsekvent igen og igen... Men hvad sker der hvis man smidder en ukendt forhindring ud på banen? Hvis det bare er en "skinnebus" der har lært en rute udenad, så vil den formentligt ikke klare sig særlig godt.

  • 4
  • 1

Tophastigheden er helt afhængig af den pågældende bane og bil. Tophastigheden på den nye Hockenheimring for en formel-1 racer er omkring 325 km/t.

Men en Audi RS7 er LANGT fra en formel-1 racer. Det er stadig en personbil der er bygget til daglig, komfortabelt brug, og som skal kunne holde hundredetusinder af kilometer.

Det er klart en personbil med 5 sæder, relativt hårde dæk, 560 hk og 1.995+ kg (3,5 kg/hk) er betydeligt langsommere end en formel 1 racer med samlet ca. 760 hk og 691 kg (0,9 kg/hk).

  • 3
  • 1

Der er nu en del forskel på at accelerere til top hastighed på en bane, og på en lige motorvej.

Som jeg ser videoen er der plads til forbedringer både hos computer og kører. Bilen ser ikke ud til at blive kørt tæt nok på grænsen. Men der er selvfølgelig også grænser for hvad man tør risikere når der er publikum til stede. (Volvo og deres bremse demonstration :))

  • 1
  • 1

Bilen køres slet ikke optimalt. Der er flere sving, hvor den hverken ved indstyringen eller i udgangen af svinget kommer bare i nærheden af yderkanten (flere meters afstand), hvilket jo er forudsætningen for at køre en hurtig omgang. Derfor kan tiden naturligvis ikke være så god som en ordentlig racerkørers tid.

Det kunne være interessant at vide, hvor god "regulerings-strategien" er. Hvis bilen pludselig passerer en stribe olie eller grus, så der sker en udskridning, hvordan "fanger" den så udskridningen? På filmen ser det ud til, at man til stadighed befinder sig rimeligt på den sikre side og ikke kommer i nærheden af noget med udskridninger.

  • 4
  • 0

Ligeledes er et af de indtil videre store spørgsmål, hvordan forsikringsforholdene er for førerløse biler.

Hvorfor bliver det spørgsmål stadigvæk trukket frem?

Vi har i forvejen en masse ting som bevæger sig af sig selv, og der er da ikke nogen som filosoferer over lige netop forsikringen.

Hvis man vil vide noget om hvordan man forsikrer en bil der kører selv, så find ud af hvordan et rutefly er forsikret. Og spørg eventuelt om den forsikring ville være dyrere eller billigere hvis autopiloten blev afmonteret, og det var piloten selv der fløj maskinen hele vejen.

Længere kan den vel ikke være.

  • 2
  • 0

Nu har jeg ikke læst om detaljerne, men de 5 sek. ekstra kunne jo også skyldes de ca. 80 kg ekstra vægt. :-)

Desuden er en computer nok ikke helt lige så bange for at dø som et menneske er. Den kan derfor helt risikofrit tage flere chancer; den har absolut intet at miste ved at køre galt. Kun teknikerne har noget at miste, men det er småting såsom goodwill hos chefen og i yderste konsekvens kun deres job.

For mig er det langt mere relevant hvor sikkert førerløse biler kan køre målt over lang tid (millioner af km), end hvor hurtigt de kan køre målt over kort tid (få km).

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten