FN’s klimatopmøde bliver igen stemplet som en fiasko
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

FN’s klimatopmøde bliver igen stemplet som en fiasko

Endnu engang går verdens ledere hver til sit efter et klimatopmøde i FN. Og endnu engang beskriver kritikere resultaterne som historisk dårlige.

I weekenden sluttede FN’s klimatopmøde COP19 i Warszawa i Polen. FN har vist sig som uduelig i forhold til at få verdens lande til at reducere udledningen af drivhusgasser. Det mener Troels Dam Christensen, der er koordinator i den danske klimaorganisation 92-gruppen, som var med under forhandlinger i Polen.

»Resultatet af klimatopmødet er helt utilstrækkeligt. I stedet for den nødvendige øgede indsats har vi set et faldende ambitionsniveau. Landene er hverken blevet enige om et fast mål for finansieringen eller øgede reduktioner de kommende år. Ligesom det heller ikke er blevet til nogen klar køreplan frem mod den aftalte nye klimaaftale i Paris i 2015,« udtaler han i en pressemeddelelse.

COP21 står til at blive holdt i Paris. En anden klimaforkæmper, leder af Verdensnaturfondens klimaprogram John Nordbo, betegner også topmødet som en fiasko.

»Der blev ikke truffet nogen beslutninger om at reducere udslippet af CO2. Helt galt var det, at Japan meddelte, at landet ikke kan nå deres oprindelige klimamål og i stedet må øge sit udslip. Det ser ud, som om EU brugte sit krudt på det forkerte. Nemlig at løbe fra løfter om at give international klimafinansiering i stedet for at få konkrete beslutninger om fremme af energieffektivitet og vedvarende energi,« udtaler John Nordbo i en pressemeddelelse.

Lidegaard: Det muliges kunst

Med i forhandlinger på COP19 var også den danske klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), der dog betegner afslutningen på mødet som acceptabel. Han hæfter sig ved, EU kæmpede for, at der blev vedtaget en tidsplan frem mod COP21 om to år, hvor en global aftale skal vedtages. Den skal træde i kraft i 2020. Planen endte dog med at blive noget slap.

»Landene skal senest i marts 2015 melde ind, hvilke nationale initiativer de har tænkt sig at tage for at reducere udledningen af drivhusgasser. Det giver os derefter ni måneder til at finde ud af, hvad vi skal gøre yderligere for at holde to-graders målet. Jeg havde gerne set, at indmeldingerne var kommet tidligere, men det er det muliges kunst«, udtaler Martin Lidegaard i en pressemeddelelse.

Ulande uden penge

Samtidig vil en række fattige ulande komme til at stå uden finansiering til at være med i klimakampen. COP19-topmødet sluttede, uden at der i perioden 2013 til 2020 er afsat penge til ulandene.

»Det er dybt utilfredsstillende, at de rige lande – inklusive EU – ikke har villet indgå en klar aftale om den forventede finansiering i perioden,« udtaler Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp.

De manglende resultater sætter spørgsmålstegn ved, om FN’s COP-møder overhovedet nytter, mener de danske elselskabers brancheorganisation, Dansk Energi.

»Der er i fremtiden behov for at fokusere på, hvad FN-processen kan og ikke kan. Det er tydeligt, at der er behov for flere aktiviteter på nationalt plan. Aktiviteter, der forhåbentlig kan bane vej for en stærk global aftale indgået i Paris i 2015,« siger afdelingschef Charlotte Søndergren i organisationens pressemeddelelse.

Inden da skal FN-landene dog en tur forbi Peru i Sydamerika, hvor COP20 skal holdes i 2014.

Emner : Klima
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvad laver 92 gruppen (92grp.dk) til et møde mellem regeringer? De har ikke noget mandat fra nogle af dem som skal betale og burde slet ikke have adgang og endnu mindre inviteres med.
Det står dem frit for at påvirke regeringen og forhandlerne på den måde som sådan noget nu foregår på lige vilkår med alle andre, men at invitere dem med til sådanne møder er altså for meget.

  • 3
  • 3

Så længe vor (øgning i) levestandard ikke er til diskussion, kommer der nok ikke noget gennembrud. Når først vi kan diskutere hvordan vi, ihvertfald for en periode, sænker levestandarden på en kontrolleret måde, uden at alle økonomier og tilhørende modeller falder sammen i singulariteter og degenereringer, så kan vi måske komme videre.

  • 3
  • 1

"Resultatet af klimatopmødet er helt utilstrækkeligt. I stedet for den nødvendige øgede indsats har vi set et faldende ambitionsniveau. Landene er hverken blevet enige om et fast mål for finansieringen eller øgede reduktioner de kommende år"

  • 'Frankfurter Allgemeine' skrev forleden en sønderlemmende kritik af tyske klimaforskeres (fejlslagne) forsøg på at 'sætte dagsordenen':

The rescue of the planet gets cancelled. The climate advisory council to the government played high stakes poker. And lost. They failed at tricking their way past democracy[...]

In the eyes of one Germany’s leading flagship national dailies, the renowned Frankfurter Allgemenine Zeitung, the attempted green coup led by a small group of elite scientists and a mass of activists has come to grinding halt

Mere her:

http://notrickszone.com/2013/11/30/europe-...

Original artikel (tysk):

http://www.faz.net/aktuell/politik/energie...

  • 1
  • 2