FN vil begrænse brug af rumvåben - men har svært ved at definere det

FN har på russisk initiativ vedtaget en resolution, der skal begrænse udbredelsen af våbenteknologi i rummet. Rusland møder dog kritik for en løs definition af rumvåben og for ikke at have inkluderet jordbaserede missiler, der egner sig til satellit-nedskydninger.

Selvom flere stormagter er langt fremme i udviklingen af våben til brug i rummet, er de selvsamme lande dybest set enige om, at det er en farlig udvikling, der kalder på internationale forpligtelser.

Med 129 landes støtte er et russisk forslag til en ikke-bindende aftale om forbud mod opsættelse af våben i det ydre rum derfor vedtaget af FN's generelforsamling.

USA har tidligere kritiseret russernes forslag for ikke at være ambitiøst nok og stemte sammen med Ukraine og Georgien imod forslaget. Det skriver defencenews.com.

»Det er bemærkelsesværdigt, at den eneste regerings-indsigelse mod vores initiativ kommer fra USA, der i mange år i næsten fuldstændig isolation har forsøgt at blokere indsatser fra det internationale samfund for at forebygge et våbenkapløb i det ydre rum,« hed det i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium, offentliggjort på deres hjemmeside i sidste uge. Medlemslandende i EU valgte at afstå fra afstemningen, som Rusland i flere år har forsøgt at tale op.

Et rumvåben kan godt stå på Jorden

For tiden arbejder såvel Rusland, Kina og USA på hver deres våbenteknologi med base hinsides Jordens atmosfære.

Selvom FN-aftalen er ikke-bindende, er de fleste lande er enige om, at begrænsninger af våbenteknologi i rummet er et nødvendigt skridt at tage for at undgå en løbsk udvikling med ubehagelige konsekvenser. USA kritiserer dog det russiske forslag for ikke i tilstrækkelig grad at klassificere rumvåben. Det åbner for eksempel op for at 'rumvåben' kan forstås som teknologier med base i rummet såvel som Jorden.

»Det betyder, at de forskellige nationer ikke får nogen gensidig forståelse af den operative terminologi,« lød det fra USA's uddelegerede, Robert Wood, før en anden afstemningen i forrige måned.

Desuden er USA, der længe har forberedt sig på en planlagt nedrustning på overstatslig niveau, utilfreds med at russerne helt mangler at inkludere en større gruppe af jordbaserede antisatellit-missiltyper, der både har været testet af Rusland selv, USA og Kina.

Med den udeladelse er satellitnedskydninger fra Jorden ikke omfattet af resolutionen, hvilket i tilfælde af krigsførelse hurtigt bliver en faktor, der skubber krigen ud af Jordens atmosfære - og en sikkerhedsrisiko for Jordens indbyggere med tanke på mængden af satellitter i kredsløb.

Kommentarer (0)