I næste uge skal EU’s stats- og regeringschefer mødes til topmøde i Bruxelles, og hvis alt går vel, lander de i løbet af fredag en aftale om fælles klima- og energimål for 2030.
Aftalen er opvarmning forud for COP21 i Paris til november næste år, hvor verdens ledere har lovet hinanden at indgå en global klimaaftale, der forhåbentlig sikrer, at vi kan holde den globale opvarmning på maksimum to grader i 2100.
Men hvis det skal kunne lade sig gøre, er det ikke nok at bygge flere vindmøller og installere flere solfangere. Energiformer som atomkraft er en nødvendighed, ellers kan vi ikke begrænse CO2-udledningen overhovedet, slår FN’s klimapanel, IPCC, fast i udkastet til sin femte rapport om klimaændringerne og effekterne heraf. En rapport, som skal danne beslutninggrundlag, når aftalen i Paris skal indgås.
Atomkraft udleder nemlig kun CO2 på niveau med produktion af vedvarende energi fra for eksempel vindkraft.
A-kraftens modpoler I hovedtræk skærer Vesten ned på brugen af atomkraft, mens Østeuropa og Asien udbygger. I Europa bygger kun Finland og Storbritannien nyt, mens Tyskland, Sverige og Schweiz udfaser, og Frankrig vil skære markant ned på a-kraften. Kina, Indien og Rusland udbygger brugen af a-kraft voldsomt, mens USA bygger videre trods den generelt skeptiske stemning i Vesten. Vietnam, De Arabiske Emirater og Tyrkiet vil gerne bygge kraftværker.
»Nu, hvor FN melder ud, at atomkraft skal have en mere fremtrædende rolle i vores klimaplaner, tror jeg, at flere vil komme til at se mere positivt på det,« siger Erik Nonbøl, seniorforsker på DTU Risø og ekspert i reaktorfysik.
A-kraft har aldrig været på vej ud
Ulykken ved Fukushima Daiichi-værket i marts 2011 blev af mange opfattet som dødsstødet for atomkraftens udbredelse, og Japan, Kina og Sydkorea lukkede midlertidigt ned for alle deres værker efter ulykken for at undersøge sikkerheden.
Den uafhængige årlige rapport World Nuclear Industry Status Report tegnede i 2012 da også et billede af en industri i dyb krise: Fire lande annoncerede, at de ville udfase atomkraft, fem lande besluttede, at de enten ikke ville engagere sig eller ikke re-engagere sig i atomkraft, ud af 59 igangværende konstruktioner var 18 forsinket med flere år, kreditrating-bureauet Standard & Poor’s nedgraderede deres vurdering af 75 procent af alle nukleare virksomheder og forsyningsselskaber, fire lande aflyste planlagte projekter – og så videre. Men på trods af denne krise har atomkraft aldrig været på vej ud af verdens energibillede.
»Selv om enkelte landes planer om at udbygge kapaciteten har været sat på standby, har langt de fleste holdt liv i dem. Især når vi kigger østpå,« siger Erik Nonbøl.
For mens Vesteuropa er splittet mellem lande som England og Finland, der opfører nye værker, og Tyskland og Sverige, der udfaser eller begrænser brug af kernekraft, bygger kineserne nye værker hurtigere end nogensinde set før.
Læs også: Atomkraften blomstrer – bare ikke i Vesteuropa
Fra 2002 til 2013 har kineserne således sat 17 nye reaktorer i drift, mens 27 er under konstruktion, og endnu flere er på vej. I 2020 vil kineserne have tredoblet deres produktion af atomenergi til 58 GWe, i 2030 er kapaciteten planlagt til 200 GWe, og i 2050 lyder målet på det dobbelte.
Til sammenligning er det samlede output fra verdens 437 atomkraftværker i dag på 373 GW. Kineserne har brug for atomkraft såvel som for biomasse, naturgas og vedvarende energi som alternativ i et land, hvor omkring 80 procent af landets elektricitet bliver produceret med kul, som bidrager til en svimlende luftforurening.
Læs også: Nye generationer af a-værker på vej
Også i Østeuropa er der planer om at udvide atomkraftens rolle.
»Med Ruslands støtte naturligvis,« lyder det fra Erik Nonbøl:
»At bygge kernekraftværker er en stor økonomisk belastning for et hvilket som helst land og da især et østeuropæisk. Men med mulighed for at købe russisk design og optage billige russiske lån, mod at russerne får part i værkerne, har også østeuropæerne råd,« siger han.
Blandt de østeuropæiske lande, som lige nu er i gang med at bygge eller planlægge fremtidige atomkraftværker, er Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Rumænien, Bulgarien og Ukraine, der har planlagt konstruktion af to nye reaktorer og har 11 mere på tegnebrættet.
Der skal mere atomkraft til
Det Internationale Energiagentur, IEA, vurderer, at produktionen af atomkraft vil vokse med en tredjedel på verdensplan fra 2011 til 2035, hvis de nuværende planer om udvidelse holder. Det betyder, at atomkraftens andel af elproduktion vil ligge stabilt på 12 procent over årene.
Ifølge IEA’s beregninger er de 12 procent dog ikke nok til at holde den globale opvarmning på to grader. Selvom atomkraften har fået en genfødsel efter Fukushima, vil produktionen i 2025 være 7 til 25 procent under IEA’s såkaldte 2DS-mål, som giver 80 procents chance for, at verden når sit mål om to grader på den globale opvarmningskonto – forudsat, at vi halverer CO2-udslippet fra 2011 og frem til 2050.
Skal vi nå to graders-målsætningen, skal atomkraft udgøre 18 procent af verdens energiproduktion, konkluderer IEA.
