FN-rapport: Trods klimakrise øges produktionen af olie kul og gas

Illustration: Public Domain

På trods af målsætningen i Paris-aftalen fra 2015 om at begrænse den globale opvarmning med 1,5 grader eller under 2 grader, så fortsætter verdens lande alligevel med at skrue op for produktionen af olie, kul og gas. Produktionen af fossile brændstoffer vil frem mod 2030 øges med mere end det dobbelte af, hvad der stemmer overens med Paris-aftalens mål.

Illustration: FN's Miljøprogram (UNEP)

Det fremgår af FN-rapporten The Production Gap 2020, som giver en status og fremskrivning på den bekymrende kløft mellem Paris-aftalens mål og landes planer for produktionen af fossile brændstoffer.

For at holde den globale opvarmning til under et »katastrofalt« niveau, skal verdens lande mindske produktionen af fossile brændstoffer med omkring seks procent hvert år i perioden 2020 til 2030.

Alligevel forventes landene at øge produktionen med to procent hvert år, hvilket i 2030 vil resultere i mere end det dobbelte af den produktion, som stemmer overens med målet om 1,5 grader, fremgår det af rapporten.

»Regeringer skal gribe muligheden for at rette deres økonomier og energisystemer væk fra fossile brændstoffer og bygge en bedre, mere vedvarende og robust fremtid,« lyder det fra Inger Andersen, der er generalsekretær for FN’s Miljøprogram (UNEP), i en pressemeddelelse.

Derudover har G20-landene givet olie, kul og gas-sektoren over 50 procent mere i corona-genopretningspakker, end der er blevet tildelt til ren energi. G20-regeringerne har tildelt mere end 230 milliarder dollars, svarende til omkring 1.400 milliarder kroner, i genopretningspakker til produktionen og forbrug af fossile brændstoffer.

Læs også: G20-lande favoriserer olie og kul i genopretningspakker: »Så hul i hovedet, at det nærmest ikke er til at forklare«

Illustration: FN's Miljøprogram (UNEP)

Dermed ligger beløbet langt over de ca. 920 mia. danske kroner, som er blevet rettet mod ren energi. Dette er sket, på trods af at produktionen af kul, olie og gas frem mod 2030 skal sænkes med henholdsvis 11 pct., 4 pct. og 3 pct for at leve op til Paris-aftalen.

»Regeringer burde rette deres genopretningsmidler mod økonomisk diversifikation og en overgang til ren energi, som giver en bedre langsigtet økonomi og ansættelsespotentiale,« lyder det fra Ivetta Gerasimchuk fra International Institute for Sustainable Development (IISD), der er medforfatter på rapporten.

Læs også: Klimakrise trods corona: CO2 i atmosfæren rammer ny sort rekord

Selvom corona-pandemien har skåret syv procent af produktionen af fossile brændstoffer for 2020, så kommer dette til at betyde meget lidt for den samlede produktion frem mod 2030.

Den forventede stigning i produktionen af fossile brændstoffer er baseret på baggrund af vurderinger af otte nøglelandes senest offentliggjorte planer for energiområdet. Landene er Australien, Canada, Kina, Indien, Indonesien, Norge, Rusland og USA, der tilsammen producerer mere end 60 procent af verdens fossile brændstoffer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

At olie, kul og gas produktionen øges skyldes simpelthen at alternativerne ikke er tilstrækkelige i mængde og økonomi. Der hives altså ikke mere op af jorden end der er brug for. Hvis produktionen skal falde, så skal der blot efterspørges mindre af forbrugerne. Store dele af verden burde vide konsekvenserne efter alle disse års evindelige bombardement, så det kan ikke skyldes andet end at alternativerne mangler.

Tænk på Tyskland, der lukker CO2 frie A-værker og erstatter dem med hvad?

  • 8
  • 3

De grønne hippier har da vundet kampen mod A-kraft sammen med fossilindustrien. Fossilindustrien agiterede allerede i 50-erne mod A-kraft, men de grønne hippier overtog fuldstændig opgaven.

  • 4
  • 0

Det var min overbevisning at målsætningen for Paris-aftalen var reduktion i forbruget af fossiler, og ikke produktionen. Det ville helt sikkert være godt hvis indsatsen lå på produktionen i stedet for forbruget, men jeg tvivler på det kan lade sig gennemføre. Det giver ingen mening at gå efter både produktion og forbrug da en reduktion i forbrug omgående slår 100% igennem på produktionen.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten