FN advarer: Adgangen til internettet stagnerer
Der findes i dag omkring 21.7 milliarder enheder, f.eks. bærbare computere, smartphones og maskiner der er forbundet med internettet verden over, og antallet vokser med hastige skridt, måned for måned. Men antallet af mennesker med adgang til internettet er til gengæld på vej til at bremse helt op. Det viser nye tal fra den internationale teleorganisation ITU.
Selvom 2019 markerer det første år nogensinde hvor flertallet af verdens befolkning har regelmæssig adgang til internettet, så er antallet af nye husholdninger med internetadgang kun vokset fra 53,1 procent i 2017 til 54,8 procent i 2018. I lavindkomst-lande er det samme tal kun vokset med 0,8 procent.
Læs også: Internettet under pres: Flere lande lukker for forbindelserne
Mobildækning er skævt fordelt
I lav- og mellemindkomstlande er trådløse mobilenheder den primære adgang til internettet. Over halvdelen af de mennesker, der har brugt internettet, har kun tilgået det med en mobilenhed. Når man kigger på udviklingen for mobilt bredbånd, er situationen også fastlåst.
I ITU-rapporten kan man læse, at mens der er oprettet en milliard nye mobilabonnementer fra 2013 til 2018, hvilket svarer til en årlig vækst på 4,2 procent, så er den vækst mere eller mindre gået helt i stå fra 2017 til 2018, især i lavindkomst-lande, hvor den mobile netværksdækning også halter bagefter.
Det kan blandt andet skyldes en meget ujævn fordeling af mobildækning verden over. For mens mobilbrugere i mellemindkomst-lande har oplevet en 66 procents forbedring af 4G-netværk i den femårige periode fra 2013 til 2018, så er det tal kun 22 procent for lavindkomst-landene.
2018 blev alligevel året hvor 4G overtog rollen som den førende mobile netværksteknologi fra 2G med 3,4 milliarder forbindelser, hvilket nu svarer til 44 procent af alle mobile forbindelser.
Læs også: Blockchain, irisscanning og gps-adresser: Nu går nødhjælp hightech
Læsefærdigheder blokerer
FN's overordnede målsætning er at 75 procent af verdens befolkning har adgang til internet i 2025. Den målsætning kan blive svær at nå, hvis den nuværende udvikling fortsætter i samme tempo.
»Det handler om at bringe omkostninger på services og enheder ned. Og det handler om at styrke de mennesker, der mangler basale informations- og kommunikationskompetencer, så de kan deltage i den digitale økonomi,« siger Carlos Slim, næstformand i FN's bredbåndskommission for bæredygtig udvikling i en pressemeddelelse.
Et teknologisk bud på, hvordan flere mennesker får adgang til internettet, er de flere forskellige satellit-baserede internetprojekter, som virksomheder som OneWeb og SpaceX arbejder på. Men opbremsningen skyldes ikke udelukkende for høje omkostninger til hardware- og internet-tjenester. De er faktisk faldet løbende over de seneste år, både de faste og mobile forbindelser.
Læs også: 900 masseproducerede minisatellitter skal sikre globalt internet
Og måske er det ikke altid adgangen til internet der holder mennesker fra internettet, men snarere deres kompetencer. Generalsekretær i Unesco Audrey Azoulay understreger at det snarere er kompetencer end teknologi der hæmmer udviklingen.
»I dag er den primære faktor der forhindrer mennesker i udviklingslande at bruge mobilt internet ikke økonomi, men manglende læsefærdigheder og digitale kompetencer. Kønsmæssig ligestilling inden for digital teknologi er endnu mere alarmerende, og kvinder har i mindre grad end mænd internetadgang,« siger Audrey Azoulay.
