Flyekspert om fejl bag mayday-hændelse: 'Simpelthen så underligt og sjældent'

Tre ud af fire luger på motoren var i den fuldt udsatte stilling da flyet landede. Illustration: Havarikomissionen

Det var en usædvanlig fejl, der forårsagede de alvorlige landingsproblemer for en Airbus A320 i Københavns Lufthavn tidligere på måneden.

Det mener den tidligere trafikchef i Københavns Lufthavn, Hans Christian Stigaard, som undrer sig over hændelsen.

Ifølge Havarikommissionen foreløbige udmelding forsøgte flyet først at lande, men måtte af endnu ukendte årsager afbryde landingen. Da flyet forsøgte at stige op efter den afbrudte landing, gik det op for piloterne, at de såkaldte thrust reverser luger var åbne på den ene motor. Lugerne bruges normalt til at bremse flyet under landing ved at rette udstødningsgassen fremad og bør ikke være aktiveret under flyvning.

På nuværende tidspunkt er det uklart, hvorfor lugerne alligevel var åbne.

»Jeg har ikke et bud på, hvordan det her kan ske, for det er simpelthen så underligt og så sjældent, at det forekommer. Man kan kun håbe på, at Havarikommissionen kan komme nærmere, hvordan reverseren kan være blive aktiveret,« siger Hans Christian Stigaard.

Han har dog svært ved at tro, at erfarne piloter skulle have aktiveret bremsen ved en fejl. Derfor hælder han mest til, at der må være sket en teknisk fejl.

»Ud fra pressemeddelelsen fra Havarikommissionen virker det ikke til, at piloterne lykkedes med at få thrust reverseren ind igen på noget tidspunkt. Det indikerer jo, at der kan være tale om en teknisk fejl,« siger han.

En alvorlig hændelse

Den åbne bremse på motoren skabte problemer efter den mislykkede landing. Flere øjenvidner har fortalt til BT, hvordan piloterne kæmpede for at rette flyet op. Ifølge Havarikommissionen kaldte piloten mayday over radioen.

I sidste ende lykkedes det dog at få flyet op og foretage en ny og vellykket landing ved hjælp af den tilbageværende motor.

Ifølge Hans Christian Stigaard har der været tale om en relativ alvorlig hændelse. Når den ene motor bremser, vil flyet trække til modsat side, fordi flyet er ude af balance. Og selvom piloter under normale omstændigheder godt kan foretage en opstigning med kun én motor, har det sandsynligvis været svært, fordi den anden motor var nede i tomgang, eftersom flyet var ved at lande.

»Havarikommissionen afviser, at flyet har været nede at røre jorden, men det har nok været tæt på. Siden de kalder et mayday, må de have været bange for at være ved at forulykke,« siger den tidligere trafikchef.

Rapport på vej

Havarikommissionen er på nuværende tidspunkt i gang med at undersøge hændelsen i lufthavnen nærmere.

Ingeniøren har været i kontakt med kommissionen, som fortæller at den endnu ikke har valideret information om, hvorfor bremsen på motoren var aktiveret. Det præcise tidspunkt for aktiveringen er også ukendt, ligesom det også er uklart, hvorfor flyet i første omgang ikke gennemførte landingen.

»Vi arbejder på en rapport. Vi skal tilstræbe os at være færdig inden for et år. Det er ikke ensbetydende med, at det nødvendigvis tager et år. Vi prøver at komme ud med den hurtigst muligt, men der er en del data der skal gennemgås,« lyder Havarikommissionens svar til Ingeniøren.

Flyet ankom til Københavns Lufthavn fra Lissabon og medbragte 102 passagerer. Ingen personer kom til skade under hændelsen, og der var ingen skader på flyet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er virkelig godt pilotarbejde, at de har lavet en go-around med én motor, thrust reverser aktiveret på den anden, og landet uden at nogen kom til skade. Stort skulderklap til piloterne, uanset årsagen til hændelsen!

  • 45
  • 0

Lauda Air mistede et fly en Boeing 767 i 1991 da en af "motor bremserne) - thrust reverse blev aktiveret under flzvningen. alle ombordværende omkom. Undersøgelserne gav ikke et entydigt result om årsagen, men en konceptionel fejl i hydraliksystemet blev fundet. Så vidt jeg ved / husker kan "motorbremsen" kun aktiveres, hvis landingsstellet er belastet.

  • 6
  • 0

Siden de kalder et mayday, må de have været bange for at være ved at forulykke,« siger den tidligere trafikchef.

Er det ikke normal procedure når du har motorfejl plus sekundær fejl? Det er ikke et spørgsmål om at være bange men at der er regler for hvornår en nødsituation skal erklæres.

Jeg har set YouTube videoer hvor specielt amerikanske piloter har været tilbageholdende med at erklære en nødsituation på grund af det medfølgende ekstra papirarbejde. Her var det helt sikkert det rigtige at kalde mayday!

  • 8
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten