Flydende havmøllepark på vej ved Skotland

Hvis alt forløber efter planen – og det gør det indtil videre – så sættes verdens første flydende havmøllepark på 30 MW i drift sidst på året ud for Skotlands østkyst.

Bag projektet står det statslige, norske energiselskab, Statoil, som selv kalder parken med de fem, flydende vindmøller for et ‘pilotprojekt’, som i høj grad trækker på selskabets erfaring fra flydende platforme fra olieindustrien.

Med dén cementerer selskabet sin position som én af de førende udviklere af flydende havvindmøller, beregnet til placering på store vanddybder. Et arbejde, der startede i 2009 med installation af verdens første flydende havvindmølle på 220 meter vand 10 km fra øen Karmøy, der ligger nordvest for Stavanger.

Hywind var navnet på det første projekt, som blev udviklet sammen med Siemens Wind Power, der leverede vindmøllen på 2,3 MW, som stadig kører. Møllen var monteret på toppen af et 120 meter langt rør, der via ballast var bragt til at flyde med 100 meter under vandoverfladen. Fundamentet er forankret til havbunden med tre ankre.

Efter års testforløb anser Statoil konceptet som efterprøvet; den ensomme vindmølle langt til havs har produceret tilfredsstillende mængder strøm og har overlevet storme med vindhastigheder på over 44 meter i sekundet og bølgehøjder på 19 meter.

Derfor kiggede Statoil allerede for nogle år siden efter steder at bygge en hel flydende havmøllepark med større vindmøller.

Valget faldt på Skotland, og i november 2015 besluttede selskabet så endeligt at investere 1,6 mia. kroner i projektet på fem stk. 6 MW gearløse Siemens-vindmøller med det klare sigte at få gjort flydende vindmøller kommercielle i giga-skala – med parker i størrelsesordenen 500 til 1.000 MW.

»Vores mål med Hywind Scotland er at demonstrere muligheden for fremtidige kommercielle flydende vindmølleparker,« sagde Statoils executive vice president for New Energy Solutions, Irene Rummelhoff, da selskabet annoncerede beslutningen.

Langt dyrere end traditionel forankring

Prisen på pilotparken er høj – knap 1,6 mia. kroner eller 53 mio. kroner pr. installeret MW. Til sammenligning koster Kriegers Flak-havmølle­parken ifølge Vattenfall 17,6 mio. kroner pr. MW.

Vindkraft-ekspert og tidligere teknologidirektør i Siemens Wind Power Henrik Stiesdal er enig med Statoil om de store perspektiver i flydende havvindmøller, der udvider placeringsmulighederne for havmøller til meget store havdybder:

»Men det kræver, at de flydende koncepter kan blive lige næsten lige så billige som de fastforankede,« siger han og tilføjer, at han oplever en helt ny optimisme omkring de flydende koncepter, trukket af det seneste års voldsomme prisfald på offshore-vindmøller:

»Jeg deltog for nylig i en årlig konference om flydende vindmøller i Marseille, som pludselig var vokset markant, og hvor man blandt deltagerne kunne se forsikringsselskaberne. Det plejer at være en klar indikation på, at noget er på vej til at blive kommercielt interessant,« siger han.

Ud over Statoil har flere andre, mindre selskaber også fået tilladelse til forsøg ud for de skotske kyster, ligesom der foregår tests af forskellige fundamentkoncepter i Frankrig, Portugal og Japan.

Basis for at få prisen ned

Ifølge Stiesdal skal både fundamentkonceptet og forankringen ned i pris. Men han ser samtidig flere faktorer, som kan gøre vindkraft fra flydende havmøller billigere:

»Montagen kan blive lettere og billigere, hvis man kan samle hele møllen ved kajen og færge den ud på plads uden brug af specialfartøjer. Ligesom man kan trække hele møllen ind i havn ved reparationer – selvfølgelig afhængig af fundamentets udformning,« forklarer han.

Siemens-vindmøllerne på Hywind Scotland er udstyret med såkaldt ‘motion controller’-udstyr. Det er i praksis en algoritme, der via vingernes pitch-system kan modvirke, at vindmøllen nejer og svinger i høj sø, og sikre, at produktionen forstyrres så lidt som muligt:

»Sjovt nok troede vi før den første Hywind, at svingningerne i høj sø kunne blive et stort problem for flydende vindmøller. Men det viste sig at være relativt simpelt at designe en algoritme, der modvirker problemet, så sådan én har alle fabrikanterne i dag,« bemærker Henrik Stiesdal.