Hollandske forsøg med naturligt og kunstigt kviksand har vist, at der ikke er fare for, at man ligefrem suges ned i kviksandet, hvis man er så uheldig at havne i det. Det er kun en myte. Men det kan omvendt være endog meget svært at komme op derfra ved egen hjælp.
Daniel Bonn og hans kolleger fra universitetet i Amsterdam hentede deres kviksand ved en saltsø i Iran. De mener nemlig, at salt er en nødvendig ingrediens for at have rigtigt kviksand. Sandet fra Iran var finkornet sand, der indeholdt 50 procent vand, iblandet ler (montmorillonit) og salte. Kviksandet udmærker sig ved, at når man rører rundt i det, eksempelvis ved at sprælle febrilsk, når man er faldet i det, så bliver det mere flydende. Det skiller i en vandholdig fase og en stærkt viskøs mindre vandholdig fase, som man synker ned i, og det er dette sand, det er så svært at komme op fra. Det er så sejtflydende, at hvis man skal have en fod trukket op, kræver det en kraft på ca. 10.000 Newton. Den kraft kan løfte en middeltung personbil.
Forsøg med kunstigt sand, der simulerede det iranske, viste, at salt var en nødvendig ingrediens for, at omdannelsen fra tilsyneladende fast, stabilt sand til fatalt løst, flydende sand kunne finde sted. Der skulle mindst være 0,02 mol salt per liter vand. Omregnet til gram havsalt per liter vand svarer det til omkring et gram. Det er en tiendedel af for eksempel østersøvands saltindhold. Forsøg, hvor kugler med forskellig vægtfylde blev lagt på sandet, viste, at en en aluminiumskugle, vægtfylde 2,7, altid gik til bunds. Kviksandets vægtfylde var 2. En kugle med vægtfylde 1 gik derimod aldrig til bunds.
Da et menneskes vægtfylde er omkring en, kan man, hvis man ellers kan bevare roen, ligge og flyde og vente på hjælp. Men hvis man bevæger sig, er der i hvert fald ikke fare for, at det ligefrem får en til at blive suget ned i sandet. Det er en myte. Nature 29. september 2005. [nbo]
